VFF henter forsvarsspiller i Gambia
Viborg FF har skrevet kontrakt med den 20-årige forsvarsspiller Lamin Jawara, der var til prøvetræning i klubben i sommer, hvor han spillede fire testkampe. Nu har han fået kontrakt i VFF frem til sommeren 2026.
-Vi er rigtig glade for, at det endelig er lykkedes at få Lamin Jawara herop på en lang kontrakt. Allerede i sommer var vi enige om, at vi gerne ville se mere til hinanden, og det lykkedes glædeligt at få alt på plads inden transfervinduet lukkede, men det har været en lang proces, der har været forstyrret af corona og visum, og derfor tiltræder han først nu.
-Han er en ung forsvarsspiller, som vi ser et meget spændende potentiale i. Han er en venstrebenet midtstopper, der gerne vil spillet med fødderne, og han har god fart og et stort fysisk potentiale, og så så vi i sommer, at han faldt godt ind i miljøet her. Vi er også klar over, at det kræver noget tilvænning at komme direkte fra Gambia til Viborg, så vi har tålmodighed, men han er en spiller, vi forventer os meget af i fremtiden, siger sportschef Jesper Fredberg.
Den 192 cm høje midtstopper deltog sidste år i U20 Africa Cup of Nations, hvor Gambia vandt bronze og Jawara blev valgt til turneringens hold. Han kommer fra Banjul Hawks FC i hjemlandet, og ser nu frem til at fortsætte karrieren i Danmark:
-Jeg har ventet længe på denne dag, så jeg er meget glad for endelig at være her igen. Jeg ved, at Viborg er en rigtig god klub at være i, og her er dygtige mennesker, der giver mig gode forudsætninger for at udvikle mig som fodboldspiller. Det er en stærk trup med mange gode spillere, og jeg vil arbejde hårdt hver eneste dag og hjælpe holdet med alt, hvad jeg kan, siger Jawara.