VFF tabte derby
Fredag aften stod den på derby, da VFF spillede ude mod de vestjyske rivaler fra Football Club Midtjylland. Fra opgørets start bølgede spillet meget frem og tilbage, og der blev skabt halve chancer i begge ender. Efter 12 minutter fik FCM sat stærke kombinationer sammen omkring Viborg-feltet, og det kulminerede med, at et fladt indlæg fra højresiden endte for fødderne af Nikolas Dyhr, der bragte fusionsklubben foran med 1-0.
I det 21. minut blev det 2-0, da Gustav Isaksen fandt Charles i feltet. Med et kraftfuldt hovedstød tvang han Lucas Lund til at give en retur, og den sparkede Evander i kassen. Kort efter var den gal igen. Joel Andersson sendte et indlæg til bagerste stolpe, hvor dukkede Evander op og gjorde det til 3-0.
I kølvandet på de to scoringer kom Friis´ tropper bedre med i opgøret, og fik i perioder presset vestjyderne tilbage i eget felt. Kort før pausen gav det pote, da Younes Bakiz sparkede en præcis bold i feltet, hvor Jay-Roy Grot headede sit første Superliga-mål i nettet
VFF kom godt ud til anden halvleg og med stærkt pasningsspil og tætte markeringer fik viborgenserne dæmmet effektivt op for hjemmeholdets offensiv. I modsatte ende var der flere gange optræk til Viborg-chancer, men den afgørende skarphed manglede i slutproduktet.
Efterhånden som kampen skred frem, fastholdt Viborg de gode takter, men havde samtidig svært ved at omsætte den megen boldbesiddelse til målchancer. I det 75. minut blev betingelserne gjort sværere for Viborg, da Mads Lauritsen modtog sit andet gule kort og måtte forlade banen.
Op til slutfløjt forsøgte VFF´erne at ligge pres på det traditionsfattige hjemmehold, men de hvidblusede gæster lykkedes ikke med at dirke en solid FCM-defensiv op, og opgøret endte derfor med en vestjysk 3-1-sejr
FCM - Viborg FF 3-1
1-0 Nikolas Dyhr (12.)
2-0 Evander (21.)
3-0 Evander (23.)
3-1 Jay-Roy Grot (45.)
Startopstilling
Lucas Lund-Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Mads Lauritsen, Christian Sørensen-Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Jakob Bonde-Tobias Bech, Jay-Roy Grot, Younes Bakiz
Indskiftninger
Lars Kramer for Tobias Bech (31.)
Clint Leemans for Jeppe Grønning (72.)
Jan Zamburek for Jakob Bonde (72.)
Alassana Jatta for Jay-Roy Grot (83.)
Sofus Berger for Younes Bakiz (83.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning, Jakob Bonde, Justin Lonwijk, Younes Bakiz
Rødt: Mads Lauritsen