VFF spillede 1-1 mod OB
For tredje gang på syv dage skulle VFF søndag eftermiddag i aktion. Modstanderen var OB, og det var fynboerne, der fik den bedste start på kampen. Med kombinationsspil og præcise dybdebolde blev Viborg-defensiven sat på prøve, men VFF´erne stod imod.
I det 7. minut kom et stærkt modsvar, da Jay-Roy Grot modtog bolden i feltet og sendte en afslutning afsted. En OB-spiller kom i vejen, og returen endte hos Clint Leemans, der resolut sparkede på mål. Grot fik foden på, hvilket snød OB`s keeper, og 1-0-målet var en realitet.
Scoringen gav VFF´erne momentum, og i minutterne efter var der optræk til muligheder omkring OB´s felt. Det samme var dog tilfældet i Viborgs ende, og generelt havde kampen en urolig karakter, hvor ingen af mandskaberne formåede at sætte sig på spillet.
Op til pausen var det gæsterne, der havde teten. Mere end en gang truede OB´s hurtige offensiv anført af Max Fenger i Viborgs bagrum, men de sidste marginaler manglede hos odenseanerne.
Der var tryk på OB-målet fra anden halvlegs start. Først blev Grot spillet fri på bagerste stolpe af Christan Sørensen, men der kom ikke kraft nok i hovedstødet. Kort efter fik Mads Lauritsen hovedet på endnu et Sørensen-indlæg, og OB-keeper Hans Christian Bernat fik kun med det yderste af fingrene vippet bolden over mål. På det efterfølgende hjørnespark var Lauritsen igen på spil med hovedet, men denne gang stod overliggeren i vejen.
I det 55. minut var det Tobias Bechs tur til teste Bernat, da han var centimeter fra at sparke de grønblusede på 2-0 med et hug fra distancen. 2 minutter senere kom Lars Kramer højest på indlæg, men hovedstødet gik snært forbi.
Også OB´s offensiv viste tænder, og efter en time var det kun indersiden af stolpen, som forhindrede gæsternes Kasper Larsen i at heade OB på 1-1. I det 69. minut slog fynboerne til. Et indlæg blev ikke clearet, og det udnyttede Max Fenger til at spille Issam Jibali fri på kanten af det lille felt. Tuneseren tøvede ikke, og udligningen var en realitet.
6 minutter senere var bolden igen i nettet bag Lucas Lund, men et VAR-gennemsyn annullerede det for offside i opspillet.
I slutminutterne var Viborg tættest på et sejrsmål. To gange blev Tobias Bech spillet fri på kanten af feltet, men skarpheden svigtede, og opgøret endte derfor uden vinder.
Viborg FF-Odense Boldklub 1-1
1-0 Jay-Roy Grot (7.)
1-1 Issam Jibali (69.)
Startopstilling
Lucas Lund-Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen-Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Clint Leemans-Tobias Bech, Jay-Roy Grot, Younes Bakiz
Indskiftninger
Jakob Bonde for Justin Lonwijk (52.)
Daniel Anyembe for Frans Putros 65.)
Ibrahim Said for Younes Bakiz (65.)
Mads Søndergaard for Clint Leemans (75.)
Alassana Jatta for Jay-Roy Grot (75.)
Kort
Gult: Mads Lauritsen, Tobias Bech
Tilskuertal
3853