Leemans efter sidste test: Fornemmelsen er fin
Clint Leemans bød sig til med både mål og assist, da Viborg FF vandt over AC Horsens, som var sommerens sidste testkamp, inden det går løs i 3F Superligaen i næste weekend. Hollænderen er tilfreds med egen indsats og har en fin fornemmelse frem mod den kommende sæson:
-Jeg synes, at kampen i dag var en fin test. Vi havde kontrol og viste også i perioder, at vi kan spille rigtig flot fodbold. Præstationen er vigtigere end resultatet i sådan en kamp, men det var fint med både en sejr og en god præstation. Så min fornemmelse er fin lige nu, og vi glæder os til at sæsonen starter, siger Leemans og fortsætter:
-Min egen form er god, og jeg har det rigtig godt lige nu. Jeg har fået masser af tillid fra trænerne, og i dag blev det til både mål og assist, så det er jeg selvfølgelig tilfreds med. Kan jeg fortsætte sådan her, så tror jeg da også på, at jeg er i startopstillingen, når vi begynder med turneringen om lidt.
Viborg FF og Clint Leemans åbner 3F Superliga-sæsonen hjemme mod AaB søndag den 17. juli kl. 14.