VFF er videre i Europa
Energi Viborg Arena lagde torsdag aften for første gang nogensinde græs til europæisk fodbold, da Viborg FF tog imod litauiske FK Suduva. VFF startede med bolden og efter kun 20 sekunder blafrede netmaskerne. Justin Lonwijk modtog bolden på midten af Suduvas banehalvdel og slap den videre til Ibrahim Said. På kanten af feltet tog den vævre nigerianer et langt træk, hvorefter han med stor kraft sparkede Viborg på 1-0.
Få minutter senere var Said igen tæt på, da han blev spillet fri ved straffesparkspletten, men afslutningen gik over.
I kølvandet på scoringen kom Suduva en anelse mere på kuglen, hvilket dog ikke resultere i nævneværdige chancer, og overordnet var VFF fortsat i kontrol.
I minutterne op til pausen livede kampen en anelse op. Først tvang Christian Sørensen FK Suduvas keeper ud i fuld længde med et velplaceret frispark, og få øjeblikke senere forsøgte gæsterne sig fra distancen, men Lucas Lund fik vippet bolden til hjørne.
2 minutter inde i anden halvleg gik der et sug igennem stadion, da Christian Sørensen sendte et hjørnespark som Jeppe Grønning kom højest på, men overliggeren stod i vejen for en 2-0-scoring. Generelt var Viborg mest på bolden, men et dybtstående Suduva-hold gjorde arbejdsbetingelser svære for den viborgensiske offensiv.
I det 66. minut brændte det på foran Suduva-målet, da indskiftede Zan Zalatel i feltet forlængede en høj bold videre til Nicolas Bürgy, som med med en skarp flugter var centimeter fra at bringe Viborg på 2-0.
Op til slutfløjt skruede Viborg op for presset, og det kastede også en håndfuld chancer. Flere gange fik Justin Lonwijk kæmpet sig igennem i højre siden, men den største chance tilfaldt anfører Jeppe Grønning i kølvandet på et hjørnespark. Suduvas keeper fik kun halvklaret, og returbolden endte hos Jeppe Grønning, der trods et næsten frit mål ikke fik bolden i kassen.
I overtiden skubbede gæsterne alle spillere frem, hvilket Nils Mortimer udnyttede til at komme afsted på en friløber, men litauernes målmand fik hænderne på afslutningen. Generelt var det tættere på 2-0 end 1-1 og efter 94. minutter var et fortjent avancement en realitet.
Viborg FF- FK Suduva
1-0 Ibrahim Said (1.)
Indskiftninger
Zan Zalatel for Mads Lauritsen (32.)
Nils Mortimer for Ibrahim Said (67.)
Clint Leemans for Jan Zamburek (67.)
Marokhy Ndione for Jay-Roy Grot (67.)
Anton Gaaei for Justin Lonwijk (85.)
Tilskuertal
5140