VFF sejrede sikkert mod B36 Tórshavn
VFF tog onsdag aften imod B36 Tórshavn hjemme i domkirkebyen. Fra første fløjt sværmede viborgenserne om gæsternes felt, og flere gange var det kun marginaler, der holdt Viborg fra åbne chancer.
Efter 20 minutter kom forløsningen. Clint Leemans fandt Marokhy Ndione i feltet, men inden Ndione fik afsluttet havde B36´s målmand væltet svenskeren omkuld. Det takserede dommeren korrekt til et straffespark, som Jakob Bonde sikkert omsatte til en 1-0 scoring.
Efter scoringen fortsatte Viborg-dominansen, men manglende skarphed i de sidste afleveringer gjorde, at VFF´erne ikke for alvor blev farlige. Tættest på en scoring kom Clint Leemans, da han med 5 minutter til pausen krøllede et frispark afsted fra kanten af feltet, men Lamhauge i B36´s mål fik akkurat fingrene på.
Blot 3 minutter inde i anden halvleg blafrede netmaskerne. Ibrahim Said hentede en aflevering helt ude ved hjørneflaget, og prikkede kuglen bagud til Jan Zamburek. Zamburek tøvede ikke og sendte et millimeter præcist indlæg i feltet, hvor Clint Leemans dukkede op og gjorde det til 2-0.
VFF´erne var på ingen måde færdige, og i det 51. minut skabte Said igen uro i B36´s defensiv. Den vævre kantspiller snød først det færøske forsvar med et par hurtige driblinger på kanten af feltet, og viste derefter stort overblik med en stikning til Marokhy Ndione, der køligt chippede Viborg på 3-0.
I den sidste periode af kampen vedblev Friis´ tropper med at dominere, og kunne ved flere lejligheder have bragt sig yderligere foran. Nærmere end stolpeskud og afslutninger fra kanten af det lille felt kom en scoring ikke, så efter 93. minutter var en fortjent 3-0-sejr en realitet.
Viborg FF-B36 Tórshavn 3-0
1-0 Jakob Bonde (str, 20.)
2-0 Clint Leemans (48.)
3-0 Marokhy Ndione (51.)
Startopstilling
Lucas Lund - Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Zan Zalatel, Christian Sørensen - Jan Zamburek, Jakob Bonde, Clint Leemans - Justin Lonwijk, Marokhy Ndione, Ibrahim Said
Indskiftninger
Sofus Berger for Ibrahim Said (53.)
Nils Mortimer for Justin Lonwijk (53.)
Jonas Thorsen for Nicolas Bürgy (66.)
Daniel Anyembe for Christian Sørensen (66.)
Mads Søndergaard for Clint Leemans (75.)
Kort
Gult: Jan Zamburek
Tilskuertal
5191