Christian Sørensen solgt til F.C. København
Viborg FF har solgt Christian Sørensen til de danske mestre fra F.C. København, hvor han har skrevet kontrakt frem til udgangen af 2025.
Sportschef Jesper Fredberg udtaler:
-Christian har udviklet sig til at være en stor profil for os og markeret sig som en afgørende spiller både for os og i 3F Superligaen. Derfor er vi selvfølgelig også ærgerlige over at slippe ham, men samtidig er vi også glade for at have været med til at udvikle en spiller, der er attraktiv for Skandinaviens største klub. Når vores spillere præsterer godt, så åbner det store døre og det er vi stolte af.
-Vi er også en klub, hvor vi prioriterer mennesket først, og når prisen er rigtig, så skal vi selvfølgelig lytte til de ønsker og drømme som Christian har. Han skal til en klub, der skal spille Champions League, så vi har forståelse for situationen, og da vi samtidig er nået til enighed med FCK om en rigtig god kompensation, så synes vi, at det samlet er en god løsning, siger sportschefen.
Den 30-årige back kom til Viborg FF på en fri transfer fra FC Fredericia i 2019, og siden er det blevet til 110 kampe, 10 scoringer og 34 oplæg. Sørensen takker alle i klubben for en fantastisk tid:
-Jeg vil starte med at sige tak til alle de mennesker, der har været en del af klubben i min tid her. Det har været en fantastisk tid for mig både som fodboldspiller og som menneske, og det er her, jeg for alvor har fået mit gennembrud i min karriere.
-Viborg og jeg har været det perfekte match, og jeg vil aldrig glemme den tid, vi har haft sammen. Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skulle videre til noget andet, så skulle det være virkelig godt både for mig selv og for klubben, og den store mulighed er der nu med FCK. Det er en kæmpe mulighed for mig, som jeg virkelig gerne vil forfølge, og jeg er glad for, at det er endt i en handel som alle parter er tilfredse med. Jeg vil også sende en tak til alle fansene, der altid har bakket mig op og været med til at gøre min tid i Viborg helt fantastisk, afslutter Sørensen.