VFF sluttede efteråret med en fortjent sejr
VFF havde søndag taget den lange tur til Københavns vestegn, hvor Brøndby IF ventede i efterårets sidste kamp. Midtjyderne kom godt fra start og via hurtigt pasningsspil kombineret med ivrigt løbearbejde fik Friis´ tropper spillet sig frem til flere gode muligheder. De største tilfaldt Mads Lauritsen, der to gange kom højest på et hjørnespark, men begge gang leverede Mads Hermansen flotte redninger.
I det 24. minut gik den ikke længere for Brøndby. Elias Achouri driblede sig igennem de gulklædtes venstreside og med en præcis aflevering fandt han Jay-Roy Grot foran kassen. Hollænderen tøvede ikke og sparkede sikkert sin 9. sæsonscoring i nettet
Op til pausen kom Brøndby mere med i kampen. En håndfuld gange var der optræk til muligheder i Viborgs felt, og i halvlegens overtid brændte det for alvor på. Efter lidt klumpspil kom Ohi Omoijuanfo frem til en afslutning tæt under mål, men Lucas Lund hev en stærk redning frem. Returen endte hos Mathias Greve, og igen viste Lucas Lund stor klassse og blokerede afslutningen
Brøndby fortsatte de gode takter, og lykkedes i perioder med at trykke VFF´erne tilbage i eget felt, men en solid Viborg-defensiv holdt hjemmeholdet fra nævneværdige chancer. I det 64. minut tilkæmpede en velspillende Elias Achouri sig et frispark på kanten af feltet. Det tog Clint Leemans sig af og med en følt afslutning sendte hollænderen bolden udenom muren og i nettet til 2-0.
I kølvandet på målet fik Viborg igen godt fat i spillet, og i det 75. minut var det tæt på at blive 3-0. Nils Mortimer drev bolden frem i et kontraangreb, og stak kuglen perfekt videre til Jan Zamburek, men fra en spids vinkel fik tjekken lige præcis ikke løftet bolden over Mads Hermansen.
Op til slutfløjt var det tættere på 3-0 end 2-1. Nærmest en scoring kom Nils Mortimer, da et flot raid kulminerede med en 1 mod 1 situation med Mads Hermansen, men afslutningen blev blokeret, og opgøret endte derfor 2-0.
Brøndby IF-Viborg FF 0-2
0-1 Jay-Roy Grot (24. )
0-2 Clint Leemans (64.)
Startopstilling
Lucas Lund - Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Mads Lauritsen, Daniel Anyembe - Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Clint Leemans - Ibrahim Said, Jay-Roy Grot, Elias Achouri
Indskiftninger
Nils Mortimer for Ibrahim Said (65.)
Mads Søndergaard for Jakob Bonde (65.)
Jan Zamburek for Elias Achouri (65.)
Jonas Thorsen for Mads Lauritsen (68.)
Sofus Berger for Clint Leemans (85.)
Kort
Gult: Mads Lauritsen, Elias Achouri, Nicolas Bürgy