Dramatisk topkamp endte uden vinder
Søndag eftermiddag var der topkamp på menuen, da FC Nordsjælland gæstede Energi Viborg Arena. FCN satte sig på boldbesiddelsen fra start, og kun 5 minutter inde i kampen brændte det på for Viborg. Med et par fikse træk brød Daniel Svensson igennem i højresiden, og kun en stærk redning fra Lucas Lund hindrede et føringsmål.
Som halvlegen skred frem, fik VFF´erne arbejdet sig mere i ind i kampen, og lykkes i flere tilfælde med at true Nordsjælland-målet. Specielt Elias Achouri var en kilde til uro i gæsternes defensiv, og i det 20. minut var det tæt på et føringsmål. Den letbenede tuneser driblede sig igennem Nordsjællands højreside, og med en velplaceret afslutning tvang han Andreas Hansen til at hive stor redning frem.
Selvom Friis´ tropper var kommet bedre, gav gæsterne stadig i et glimt prøver deres stærke offensive kunnen. Med 10 minutter til pausen slog de til. Et indlæg fik lov at sejle på tværs af Viborgs felt, og et par meter udenfor samlede Daniel Svensson kuglen op. Han lagde bolden til rette, og uden chance for Lucas Lund curlede Svensson FCN i front.
Viborg kom godt ud til anden halvleg, og efter mindre end fem minutter viste Elias Achouri igen sine stærke dribleevner. Via bandespil med Paulinho brød han igennem igennem og chippede bolden i feltet. Her stod Ibrahim Said klar, men desværre for de fremmødte fans, stod indersiden af stolpen i vejen for nigerianerens ellers velplacerede hovedstød.
VFF´erne fortsatte de gode takter og med lidt over 20 minutter igen. Fra egen banehalvdel drev Renato Jr. bolden til baglinjen, og med køligt overblik fandt han en fremadstormende Achouri, som uden tøven bragte balance i målregnskabet.
I slutminutterne fik FCN lagt hårdt tryk på de grønblusede, og i overtiden var det kun en dobbeltredning fra Lucas Lund, som stod i vejen for, at Ernest Nuamah kunne gøre det til 2-1. VFF ville dog også lege med i det følgende angreb blev Nils Mortimer spillet alene igennem med Andreas Hansen, men spanierens afslutning tog stolpen. Tættere på en scoring kom ingen af mandskaberne, og efter 96 minutter var 1-1 en realitet
Viborg FF-FC Nordsjælland 1-1
0-1 Daniel Svensson (35.)
1-1 Elias Achouri (66.)
Startopstilling
Lucas Lund-Jakob Vester, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Clint Leemans-Ibrahim Said, Paulinho, Elias Achouri
Indskiftninger
Renato Jr. for Paulinho (58.)
Nils Mortimer for Ibrahim Said (58.)
Magnus Westergaard for Elias Achouri (83.)
Viktor Hjorth for Clint Leemans (89.)
Kort
Gult: Clint Leemans, Jeppe Grønning
Tilskuertal
5934