Nederlag i Lyngby
I grundspillets sidste runde stod VFF søndag overfor Lyngby BK på udebane. De jyske gæster viste gode takter i indledningen, hvor specielt Ementa var en kilde til uro i Lyngbys defensiv. Efter små 5 minutter var den store angriber tæt på at notere sig for en assist. Med sit hurtige antrit kom han til baglinjen og lagde en flad bold indover med retning mod Isak Jensen, men en Lyngby-fod kom lige præcis i vejen.
I det 13. minut pressede den tidligere VFF´er Marcel Rømer Nico Mantl ud i fuld længde med et kraftfuldt frispark, som tyskeren kun med det yderste af fingrene fik vippet på overliggeren. Chancen gav Lyngby blod på tanden, og i de følgende minutter fik De Kongeblå hældt en håndfuld gode bolde i feltet.
Som halvlegen skred frem, fastholdt kampen sin urolige karakter. De to mandskaber skiftedes til at drive bolden frem, men uden nævneværdige chancer til følge.
Op til pausen fik Lyngby opbygget et overtag, og i det 43. minut slog de til. Et indlæg blev forlænget mod bagerste stolpe, hvor Magnus Jensen vandt en hovedstødsduel og fik skubbet kuglen videre til Andreas Bjelland, der bukserede bolden i nettet. I halvlegens overtid blev ondt værre, da Ibrahim Said trådte ned på Marcel Rømer efter en hård duel, hvilket VAR-vognen takserede til et rødt kort.
3 minutter inde i anden halvleg var det tæt på en udligning, da Daniel Anyembe stak Anosike Ementa i dybden, men afslutningen gik snært forbi. I stedet kom Lyngby på måltavlen igen. Et hjørnespark blev servet mod bagerste stolpe, hvor dukkede Andri Gudjohnsen op og pandede hjemmeholdet på 2-0.
I kølvandet på 2-0-målet satte Lyngby sig på spillet, og selvom det ikke blev til andet en halve chancer, var det væsentligt tættere på 3-0 end 2-1.
Op til slutfløjt jagtede VFF en reducering, men uden succes, så efter 94 minutter var et 2-0-nederlag en realitet
Lyngby BK-Viborg FF
1-0 Andreas Bjelland (43.)
2-0 Andri Gudjohnsen (50.)
Indskiftninger
Srdjan Kuzmic for Daniel Anyembe (62.)
Magnus Westergaard for Jakob Bonde (62)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (76.)
Renato Jr. for Isak Jensen (76.)
Serginho for Manuel Mbom (76.)
Kort
Gult: Manuel Mbom
Rødt: Ibrahim Said