Sikker testsejr over Halmstads BK
Viborg FF åbnede træningslejren i Spanien med en ret komfortabel sejr over Halmstads BK i et opgør, hvor svenskerne ikke for alvor var tæt på.
Det var en lidt stille og halvsløv åbning på kampen, hvor et par opspilsfejl og misforståelser skabte opgørets første muligheder til Halmstads, men Lucas Lund stod solidt og fik afværget i to situationer. Efter lidt startvanskeligheder fik VFF bedre fat og efter lidt mere end et kvarters spil blev det 1-0. En Serginho-genialitet i højresiden endte med et straffespark, og her var anfører Jeppe Grønning sikker fra pletten.
I den efterfølgende periode var VFF’erne i fuld kontrol, mens svenskerne forsøgte sig med et pres mod slutningen af halvlegen, men dog uden, at det skabte nogle store målchancer.
I anden halvleg skruede det hvidblusede VFF-hold op for tempoet og i løbet af få minutter blev kampen lukket. Først en knivskarp omstilling, som startede med, at Serginho erobrede bolden på egen banehalvdel og drev den frem til Mbom, der med et perfekt indlæg fandt Isak Jensen i feltet, og så stod der 2-0.
Få minutter senere var det en smart dødboldsvariant, der skabte plads til Justin Lonwijk i feltet, som sikkert gjorde det til 3-0.
Mod slutningen var det tættere på yderligere VFF-scoringer end det var på en svensk reducering. Ementa kom frem til en stor chance, som den svenske keeper fik reddet, mens Jakob Vester ramte stolpen. Flere mål kom der ikke i tirsdagens første test, som altså endte med 3-0.
Næste opgave er senere samme eftermiddag, hvor B93 venter.
Træningskamp: Halmstads BK – Viborg FF 0-3
0-1 Jeppe Grønning (17, str.)
0-2 Isak Jensen (49.)
0-3 Justin Lonwijk (52.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Ivan Näsberg, Elias Andersson – Jakob Vester, Jeppe Grønning, Justin Lonwijk – Serginho, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Hjalte Bidstrup for Jeppe Grønning (65.)
Stipe Radic for Daniel Anyembe (80.)