Billetinfo om udekampen i Silkeborg
Lørdag den 24. maj spiller vi den sidste kamp i 3F Superligaens Kvalifikationsspil, og det er på udebane mod Silkeborg IF med kampstart 15:00.
Årets gratis udebanetur for sæsonkortholdere og billetabonnenter med over 65% udnyttelse bliver til denne kamp. For at få tilbuddet skal man have min. 65% i udnyttelse på sit sæsonkort eller billetabonnement gennem sæsonen, men efter lanceringen af kløverpoint i starten af året er det besluttet, at alle kortholdere og abonnenter med minimum 80 kløverpoint også får mulighed for at komme gratis med på turen.
Grundet praktiske hensyn omkring udebaneturen er det aftalt med Silkeborg IF, at vi selv står for salget af alle billetter til udebaneafsnittet til kampen via billetter.vff.dk, og der kan således ikke købes billet til udebaneafsnittet på Silkeborg IF’s billetside.
Billetsalget til kampen starter på mandag den 19. maj via billetter.vff.dk. Samme dag vil de sæsonkortholdere og billetabonnenter, der enten har minimum 65% i udnyttelse gennem sæsonen eller optjent mindst 80 kløverpoint modtage en rabatkode, der giver mulighed for at booke en gratis billet – enten med eller uden bustur.
Der bliver på billetter.vff.dk mulighed for at købe billet inkl. bustur for 219 DKK for voksne og 160 DKK for børn under 16 år. Der kan også købes billet uden bustur for 120 DKK for voksne og 65 DKK for børn under 16 år.
Der sættes i alt 1.200 billetter til salg til udebaneafsnittet.