VFF tager afsked med Lonwijk og Andersson
Viborg FF tager afsked med Justin Lonwijk og Elias Andersson, som begge har været på lejeaftaler fra hhv. Dynamo Kiev og Lech Poznan i den forgangne sæson.
Sportschef Mads Agesen takker begge for indsatsen og forklarer, at lejeaftalerne, som udløber den 30. juni, ikke bliver forlænget:
-Vi har været glade for at have Elias i truppen, hvor han har bidraget med sin professionalisme og erfaring, men det blev desværre ikke en god case for hverken ham eller os i forhold til den begrænsede spilletid. Derfor er alle parter også enige om, det giver bedst mening at afslutte samarbejdet. Vi ønsker ham held og lykke videre i karrieren.
-I forhold til Justin, så sender vi i første omgang også ham pænt tilbage fra sit lejemål. Han har spillet mange kampe, gjort det godt og hævet sit niveau henover foråret, og så oplevede vi, at han kom tilbage til klubben som en leder, der har taget stort ansvar både på og udenfor banen. Han er en dygtig spiller og en meget værdsat person i klubben, men optionen i den nuværende aftale udnyttes ikke, og derfor ønsker vi også ham al muligt held og lykke med fremtiden, siger sportschefen.
Justin Lonwijk spillede 26 kampe i sæsonen og er i alt på 86 optrædener for VFF over to perioder.
-Tak til alle i klubben - trænere, holdkammerater, ansatte i administrationen og alle fansene - for at få mig til at føle mig hjemme igen. Det var en sæson med op- og nedture, men vi skabte nogle gode minder sammen og Viborg vil altid have en speciel plads i mit hjerte, lyder det fra Lonwijk.
29-årige Elias Andersson nåede seks kampe i kløvertrøjen i forårssæsonen. Han takker for tiden i Viborg:
-Jeg blev taget rigtig godt imod og har haft en god tid i Viborg, selvom det rent sportsligt ikke gik, som jeg havde håbet, men sådan er fodbold nogle gange. Det er en god klub med gode mennesker, og jeg ønsker alle i og omkring klubben held og lykke med fremtiden, siger han.