2-0-sejr i sidste test
VFF vandt sommerens sidste træningskamp før sæsonstarten, da AaB blev besejret med 2-0 hjemme på Energi Viborg Arena lørdag eftermiddag.
Det var en jævnbyrdig indledning på kampen uden de store chancer, men efter tyve minutters spil begyndte de to offensiver at røre på sig. Først var det Frederik Børsting, der trykkede af fra kanten af feltet, og nogle minutter senere fik Ementa hjemmeholdets første mulighed, men begge forsøg manglede den sidste skarphed.
Kort før pausen blev det 1-0 til VFF ved Charly Nouck. Anosike Ementa pressede godt og fangede en fejlpasning i AaB’s opspil, afleverede bolden til Thomas Jørgensen, som fandt Nouck i feltet og så blev det 1-0 efter en flad afslutning fra kantspilleren.
Føringen kunne være blevet udbygget inden pausefløjtet, da Anosike Ementa fik en stor chance, som blev serveret af Thomas Jørgensen, men afslutningen røg lige over mål.
I starten af anden halvleg kom AaB frem til en stor mulighed ved Kelvin John, der slap alene igennem, men det lykkes for Stipe Radic at komme tilbage og få afværget til hjørnespark.
Midt i anden halvleg blev det 2-0 til VFF efter et sandt mønsterangreb. Bolden blev spillet godt rundt med førsteberøringer og ud til Hjalte Bidstrup i højresiden, som med et perfekt indlæg fandt Yonis Njoh, der pandede bolden i nettet ved bagerste stolpe.
Til sidst var AaB tæt på at få reduceret, men Lucas Lund diskede op med en kæmpe redning på Bertram Skovgaards afslutning i feltet.
Træningskamp: Viborg FF – AaB 2-0
1-0 Charly Nouck (41.)
2-0 Yonis Njoh (65.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Manuel Mbom, Stipe Radic, Ivan Näsberg, Daniel Anyembe – Asker Beck, Jeppe Grønning, Thomas Jørgensen – Yonis Njoh, Anosike Ementa, Charly Nouck
Indskiftninger
Hjalte Bidstrup for Manuel Mbom (54.)
Aboubacar Camara for Charly Nouck (59.)
Mads Søndergaard for Jeppe Grønning (63.)
Jakob Vester for Thomas Jørgensen (63.)
Mikkel Løndal for Daniel Anyembe (69.)
Frederik Damkjer for Asker Beck (80.)
Lukas Emil Kirkegaard for Yonis Njoh (80.)
Adam Kleis-Kristoffersen for Anosike Ementa (80.)