Jørgensen i fin form: Der er endnu mere at jagte
Det er indtil videre blevet til fire oplæg og to scoringer fra Thomas Jørgensen, der samtidig også topper 3F Superligas statistikker over flest store chancer skabt og flest vundne dueller. I seneste kamp var han involveret i to scoringer, da han først scorede selv og senere havde tredjesidste fod på VFF’s anden scoring mod Randers FC.
Selv er Thomas Jørgensen også godt tilfreds med egne præstationer, men understreger samtidig, at der er mere at gå på.
-Jeg føler mig i fin form og der har også været et fint output indtil videre, men man ønsker mig jo altid mere. Vi skaber generelt mange store chancer, og jeg har også selv haft nogle store, der skulle være blevet til mål, men jeg synes, at det går den rigtige vej for både mig selv og holdet. Vi har haft mange gode spilsekvenser i de fleste kampe, men har manglet at få pointene, så det håber vi på, at det er ved at vende for os nu, siger han og fortsætter om sin egen rolle:
-Mål og assists er selvfølgelig nogle af de tal, jeg skal udvikle mig på som midtbanespiller, og der er helt sikkert endnu mere at jagte der, så jeg kan blive endnu mere afgørende for holdet, siger han.
Søndag skal Jørgensen og holdet forsøge at bygge videre på de seneste resultater, når FC Fredericia venter på udebane:
-Det er selvfølgelig en vigtig kamp - det er alle kampe jo, når ligaen er så tæt. For hver uge bliver det jo endnu vigtigere, jo tættere vi kommer på, at ligaen splittes op. Så vi skal levere en god præstation, så vi forhåbentlig kan få endnu en sejr.
-I pokalkampen dernede blev banen jo så våd, at det var umuligt at spille bolden langs jorden, så det blev mere en duelkamp. Jeg håber på en bedre fodboldkamp end sidst, og vi skal komme med en mentalitet om at tage tre point med hjem, afslutter Jørgensen.
Kampstart på Monjasa Park er søndag klokken 14, og kampen kan ses direkte på TV2 Sport.















