Jakob Vester solgt til Sandefjord Fotball
Viborg FF og norske Sandefjord Fotball er enige om en transfer af Jakob Vester, som dermed fortsætter karrieren i Eliteserien.
Sportschef Mads Agesen takker Vester for indsatsen i den grønne trøje:
-Vester har været en god spiller og en tro soldat for Viborg FF. Han er en, man altid kan regne med og som har løst mange opgaver for holdet. Han har givet alt for klubben i sin tid her, og han har været afgørende med mål og assists, men nu er tiden kommet til, at han skal til en ny udfordring, da han ønsker en større rolle med mere fast spilletid.
-Vi er rigtig glade for den udvikling, han har været igennem hos os, hvor han kom og bankede på som U17-spiller, og siden kæmpede sig op på førsteholdet, hvor det er blevet til mange kampe, og nu har han fået en god mulighed for at tage skridtet videre til udlandet. Vi takker ham for indsatsen og ønsker held og lykke videre i karrieren, siger Mads Agesen.
21-årige Vester kom til Viborg FF Akademi som U17-spiller fra FS Holstebro, og han nåede i alt 70 kampe i kløvertrøjen, inden han nu får drømmen om et udlandsophold opfyldt:
-Det har været en rigtig god tid for mig i Viborg. Jeg blev taget rigtig godt imod, da jeg selv opsøgte muligheden i klubben, og det var i VFF, jeg blev professionel, fik superligadebut og scorede mine første mål, så der har været mange gode oplevelser.
-Min hjemmebanedebut mod FC Nordsjælland og kampen mod Brøndby i sidste sæson, hvor jeg scorede to mål, er nok de største personlige øjeblikke. Nu har jeg været i VFF i mere end fem et halvt år, så jeg glæder mig også til at få en ny udfordring, siger Vester og fortsætter:
-De fleste drømmer om en karriere i udlandet, og den mulighed har jeg fået nu, så det er rigtig spændende.
-Jeg vil savne alle de gode mennesker og de fede fans i VFF. Det har været en fed tid med gode holdkammerater og store oplevelser, så jeg ønsker alle held og lykke, og jeg kommer selvfølgelig også stadig til at følge med, afslutter Jakob Vester.
















