Simon Vetter bliver ny transitionstræner
Fra den kommende sæson bliver Simon Vetter ny transitionstræner i klubben. Han skifter dermed fra jobbet som U19-assistent til en rolle omkring superligatruppen, hvor han får ansvar for gruppen af transitionsspillere i og omkring førsteholdet.
Sportschef Mads Agesen forklarer:
-Simon er en fagligt kompetent træner, som har gjort sig dygtig i vores akademi over flere år. Han har været med omkring førsteholdets træninger og træningslejr, og vi er sikre på, at han har de helt rette kompetencer til denne rolle.
-Han er en ydmyg og hårdtarbejdende person, der stiller rigtig store krav, og har en stor sult efter at udvikle, så vi synes, at han passer rigtig godt ind i vores trænerteam, hvor han også bidrager med VFF-DNA. Vi ser det som en stor styrke, at vi selv kan uddanne trænere fra vores akademi til førstehold. Det er ikke et mål i sig selv, men vi er glade, når det lykkes, og Simon er først og fremmest valgt, fordi han er rigtig dygtig, så vi glæder os meget til, at han tager skridtet op i superligastaben til sommer, siger Agesen.
30-årige Simon Vetter har været en del af Viborg FF Akademi siden 2020, og tidligere har han også spillet fem førsteholdskampe for klubben. Nu glæder han sig til at blive en del af staben omkring superligatruppen og få mere tid til at arbejde med transitionsspillerne:
-Jeg er først og fremmest rigtig stolt over, at der bliver kigget min vej. Jeg har været her i en del år som træner og før det også som spiller, og da jeg selv stoppede som aktiv og gik trænervejen, så har det selvfølgelig været et mål og en drøm at blive en del af Superligaen. Det glæder jeg mig rigtig meget til nu, og det er kun blevet en mulighed, fordi vi har så godt et miljø på akademiet.
-Jeg har været involveret i transitionsrollen de sidste par år, og jeg synes, det er rigtig spændende, da det handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at vores unge spillere kan lykkes. Jeg brænder for, at vi skal se endnu flere akademidrenge inde på stadion, så jeg er også glad for, at klubben har valgt at gå denne vej, hvor vi styrker setuppet omkring dem, og det ser jeg meget frem til at arbejde videre med, siger han.
Udover transitionsrollen bliver Vetter også overordnet ansvarlig for den individuelle udvikling med fokus på at strukturere træningen og spillernes individuelle udviklingsplaner.


















