Storsejr mod FCN
Søndag aften tog Nickolai Lunds tropper imod FC Nordsjælland hjemme i domkirkebyen. Først Sami Jalal Karchoud og dernæst Dorian Jr. kom frem til afslutninger i en lovende Viborg-start, men i begge tilfælde fik FCN-defensiven pareret til hjørne. Efter et kvarter klappede fælden. Via en nordsjællandsk fod endte et indlæg fra Charly Nouck for fødderne af Mads Søndergaard, der resolut sparkede bolden i nettet.
I kølvandet på scoringen fik FCN gang i deres karakteristiske pasningsspil. Det trak op til et mål, og i det 26. minut faldt bolden til Alexander Lind i udkanten af feltet. Lind kiggede op, tog sigte og huggede uden tøven udligningen i nettet.

Viborgenserne lod sig dog ikke kue. Scoringen blev startskuddet til endnu en periode med kløvergrønt spilovertag, hvor FCN´erne blev trykket helt tilbage i eget i felt. Det udnyttede Asker Beck i det 33. minut, da han sendte et indlæg mod bagerste stolpe. Her kom Dorian Jr. stormende og headede på akrobatisk vis VFF på 2-1. Med fire minutter til pause kom måltavlen igen på arbejde. Et indlæg fik lov at sejle igennem FCN´s felt, inden det landede hos Charly Nouck, der firsttimede aftenens tredje VFF-scoring i nettet.
FCN kom aggressivt og spilstyrende ud til anden halvleg. I perioder sværmede gæsterne om VFF´s felt, men et velorganiseret midtjysk gjorde arbejdsbetingelserne svære for gæsternes offensiv.

Som halvlegen skred frem, steg presset på VFF. I længere sekvenser var hjemmeholdet trykket langt tilbage i banen, og to gange lykkedes FCN også med at få bolden i nettet. Begge mål blev dog annulleret for henholdsvis offside og frispark i opspillet.
Med et kvarter igen var det uhyre tæt på 4-1. Lasso Coulibaly fandt indskiftede Adam Kleis-Kristoffersen i dette lille felt, men den unge angribers afslutning tog indersiden af stolpen. Syv minutter seneres var han på spil igen. Med en følt stikning sendte Philip Keller sin 18-årge holdkammerat alene igennem, hvilket Kleis Kristoffersen udnyttede til at hamre sin første Viborg-scoring i nettet. Flere mål det ikke til så efter tre minuttersovertid var en fortjent 4-1-sejr en realitet.
Viborg FF-FC Nordsjælland 4-1
1-0 Mads Søndergaard (16.)
1-1 Alexander Lind (26.)
2-1 Dorian Jr. (33.)
3-1 Charly Nouck (41.)
4-1 Adam Kleis-Kristoffersen (81.)
Startopstilling
Kasper Kiilerich-Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Daniel Anyembe, Oliver Bundgaard-Asker Beck, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Sami Jalal Karchoud, Dorian Jr., Charly Nouck
Indskiftninger
Lasso Coulibaly for Charly Nouck (65.)
Ruben Alte for Mads Søndergaard (70.)
Adam Kleis-Kristoffersen for Dorian Jr. (70.)
Philip Keller for Hjalte Bidstrup (70.)
Emil Monrad for Sami Jalal Karchoud (89.)
Tilskuertal
5624






