Lund før RFC: Vi skal finde det stærke udtryk frem igen
Efter en lang landskampspause, så er ruller bolden i 3F Superliga igen, og her skal Nickolai Lunds mandskab på udebane mod Randers FC i morgen eftermiddag. Cheftræneren ser frem til, at der er noget på spil igen, og han håber på at se et VFF-hold, der hurtigt finder ind i rytmen efter pausen:
-Vi glæder os til at komme i gang med at spille om point igen. Det har egentlig været en fin pause, hvor der både har været tid til at lade batterierne op og også få trænet hårdt, arbejdet med nogle detaljer og så har vi også spillet en fin træningskamp.
-Jeg synes, vi er et godt sted, og nu handler det om at finde hinanden igen og få bygget det hele op igen, så vi kan komme ind i det flow fra FCN-kampen før pausen.
-Vi skal finde vores stærke udtryk frem, være solide i holdet og sørge for, at de ikke får for meget plads til deres dygtige offensive spillere. Og så skal vi også op og presse dem og finde de områder, hvor vi kan gøre ondt. Vi har arbejdet meget med at blive mere chanceskabende, så vi håber på at se nogle fremskridt på den sidste linje. Det handler om, at vi hurtigst muligt finder det høje niveau frem igen, som vi viste før pausen, siger Lund og fortsætter om søndagens modstander:
-Én ting er resultaterne, men når man også kigger på kampforløbene i vores opgør mod Randers, så er det meget tit meget tæt. Vi matcher hinanden godt, og vi ved, at det kan være en svær udebane i Randers. Det er et godt trænet hold med masser af individuel kvalitet, så det er en opgave, vi har respekt for.
Kampstart på Cepheus Park Randers er søndag klokken 14 og kampen vises på TV2 Sport X.







