Lasse Vinning fortsætter som Head of Coaching
Han blev ansat som ungdomsudviklingstræner i maj 2022, har siden varetaget opgaver som Head of Coaching og i en periode også vikarieret som talentchef. Nu har Lasse Vinning underskrevet en ny aftale med VFF Talent og fortsætter i rollen som Head of Coaching.
-Jeg er først og fremmest glad for at være her i en god klub med gode mennesker og et stort fællesskab. Jeg er rigtig glad for at have fået muligheden for at varetage denne rolle efter Mads Holm er kommet ind, og vi har fået lagt nogle spændende planer for udviklingen af VFF Talent. Vi har store opgaver foran os, og jeg ser frem til, at vi sammen skal bygge videre på det gode arbejde, der er blevet lavet de seneste år, siger Vinning.
Talentchef Mads Holm er meget tilfreds med fortsat at have Lasse Vinning med ombord:
-Vi har en klar ambition om at løfte VFF Talent til et nyt niveau, og vi ser Lasse Vinning som en vigtig person i dette arbejde med en yderligere professionalisering af talentsektoren. I rollen som Head of Coaching er han ansvarlig for det fodboldfaglige udtryk i VFF Talent, herunder klubbens spillestil og træningsmetodik fra U13 til U19, og samtidig udvikling af trænerne både fagligt og personligt. Vi er meget glade for, at Lasse også ser sin fremtid her i klubben og ser frem til at fortsætte samarbejdet, siger talentchefen.