Stor anden halvleg gav tre point
Viborg FF var søndag eftermiddag på en svær opgave i Lyngby, da de gæstede rækkens mest formstærke mandskab. VFF kom bagud tidligt i kampen, men leverede et storslået comeback efter pausen. Mikkel Agger blev dobbelt målscorer.
Det var et VFF-mandskab, som var hårdt ramt af skader og karantæner til dagens opgør. I forsvaret var der til debut til østrigske Richard Windbichler, som blev hentet til klubben tidligere på ugen.
Trods de mange afbud, åbnede gæsterne opgøret fint på et vindblæst Lyngby Stadion. Efter få minutter trak Nicklas Røjkjær ind i banen fra sin venstre kant, og fik sendt et forsøg afsted mod det lange hjørne, som tvang Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet til en fin redning.
Fem minutter senere var det hjemmeholdets tur til at trykke af fra distancen, men Ingvar Jónsson var på plads mellem stængerne. Men Lyngby fik langsomt spillet sig mere og mere ind i opgøret.
Kort efter smed gæsterne bolden væk højt i banen, og det udnyttede Lyngby til at igangsætte en omstilling. Hjemmeholdets Rezan Corlu blev stukket i dybden, og han sendte bolden sikkert forbi Ingvar Jónsson i VFF-målet.
Sekunder efter scoringen var ondt ved at blive værre for udeholdet. En dyb bold snød VFFs offside-fælde, og den efterfølgende afslutning blev sendt forbi Jónsson, men sneg sig også forbi den fjerneste opstander.
Herefter gik der lidt chancemæssig stilstand i første halvleg, hvor VFF baksede med at få sat kombinationerne sammen, mens Lyngby virkede tilfredse med at forsvare deres føring til pausen.
VFF havde medvind efter pausen, og der skulle kun gå to minutter af anden halvleg før gæsterne lukrerede på sidebyttet.
Indskiftede Andreas Albers spillede bolden bredt til Christian Sivebæk, som første gang sendte bolden i feltet. Ved bagerste stolpe dukkede Nicklas Røjkjær op, og af to omgange fik han skovlet kuglen ind til udligning.
De hvidblusede var som et forvandlet mandskab efter pausen, og der blev fra anden halvlegs start blæst til angreb mod hjemmeholdets mål, og udbyttet kom seks minutter efter Røjkjærs scoring.
Jeff Mensah sendte et indlæg til bagerste stolpe, hvor Mikkel Knudsen dukkede op og headede mod mål. Thomas Mikkelsen fik pareret forsøget, men direkte ud i fødderne på Mikkel Agger, som sendte en afslutning i mål via et Lyngby-hoved og overliggeren.
Derefter gik det stærkt. Små ti minutter senere sled Christian Sivebæk sig fri i højre side. Han fandt Mikkel Agger i feltet, som afsluttede lige på Thomas Mikkelsen. Keeperen gav en retur ud i feltet, som efter lidt klumpspil faldt ned for fødderne af Andreas Albers, og angriberen svigtede ikke. 3-1 til VFF.
To minutter efter blev kampen endegyldigt lukket. Frederik Brandhof blev spillet fri i venstre side, og han chippede bolden skråt tilbage i feltet. Her fik Mikkel Agger på akrobatisk vis sat venstrepoten på bolden, og helflugtede bolden smukt i det lange hjørne.
Gæsternes målshow fik punkteret gejsten hos hjemmeholdet, og resten af opgøret fes chancemæssigt lidt ud. Men her var sagerne for længst afgjort, og dermed tager VFF tre flotte point med hjem i bagagen, efter en forrygende anden halvleg.
Lyngby – Viborg FF 1-4 (1-0)
1-0 Rezan Corlu (12.)
1-1 Nicklas Røjkjær (48.)
1-2 Mikkel Agger (54.)
1-3 Andreas Albers (63.)
1-4 Mikkel Agger (65.)