Jacob Neestrup er ny cheftræner
Fra dags dato tiltræder Jacob Neestrup som cheftræner for Viborg FF på en funktionæraftale.
Jacob Neestrup er 31 år gammel og kommer fra et job som assistenttræner i FC København. Inden han i sommers tiltrådte som assistent for Ståle Solbakken, havde Jacob Neestrup været ungdomstræner i klubben gennem en årrække. Han var blandt andet med til at føre FCK´s U17-mandskab ubesejret til DM-guld i sæsonen 2015/2016.
”Som klub sigter vi højt med alt, hvad vi laver. Det gælder også på cheftrænerposten, og derfor er valget faldet på Jacob Neestrup”, udtaler sportschef Jesper Fredberg
”Jacob Neestrup er en yderst talentfuld samt fagligt dygtig træner, og han står for de grundværdier i form af fight, seriøsitet og sammenhold, Viborg FF er funderet på. Derudover tager Jacob Neestrup en stærk vindermentalitet med sig fra hans tid i FCK. Han kan være med til at bringer VFF til det næste niveau” siger Jesper Fredberg.
”At Viborg FF kan tiltrække en kapacitet som Jacob Neestrup, vidner om, at klubben repræsenterer et solidt projekt med et stærkt potentiale. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere samarbejdet”, pointerer sportschefen og fortsætter:
”Udover en god dialog med Jacob Neestrup har hans tidligere klub FCK også været en væsentlig del af, at samarbejdet er blevet en realitet. De har været fleksible og åbne gennem hele forløbet, og der skal lyde en tak til FC København” udtaler Fredberg, inden han afslutter:
"Vi ser nu frem mod en spændende næste sæson, hvor vi med Jacob Neestrup ved roret sigter mod Superligaen”.