Sommer, sol og sejr
Det var bagende varmt på Energi Viborg Arena, da Viborg FF åbnede sæsonen hjemme mod FC Roskilde. Trods det varme vejr, så kom de grønblusede ud med masser af overskud, og satte sig på kampen fra første minut. I løbet af kampens indledende minutter kom både Jeff Mensah og Mikkel Agger frem til store chancer, men målene udeblev.
Gæsterne stod meget lavt i banen og lurede på kontrasituationer, men VFF-holdet klarede det fint i første halvleg. Helt fortjent var det derfor også, da hjemmeholdet bragte sig på 1-0. En dødbold dumpede lidt tilfældigt ned for fødderne af nyerhvervelsen Lars Kramer, der med et hårdt spark bragede VFF på 1-0, da stadionuret havde rundet en halv times spil.
Fem minutter inde i anden halvleg slap Alexander Fischer fri i sin venstre side, og fandt Mikkel Agger i feltet, der lidt heldigt spillede bolden til en fremadstormende Frederik Brandhof, som nemt gjorde det til 2-0.
Minuttet efter burde Brandhof have scoret sit andet mål, men midtbanespilleren kom i ubalance helt frit for mål, så afslutningen gik i sidenettet.
Bedste chance til gæsterne tilfaldt indskiftede Nicolai Jessen, der slap helt alene igennem, men divisionsdebutanten Lucas Lund kom stærkt og ud fik afværget den store mulighed. Samme Jessen var igen tæt på kort før tid, men stolpen stod i vejen for hovedstødsafslutningen.
I stedet lukkede Jeff Mensah kampen til 3-0 efter et flot spillet angreb anført af Christian Moses, via en koldblodig Frederik Brandhof, som fandt en helt fri Jeff Mensah, der kom stormende ind i feltet og sparkede resolut læderet i netmaskerne.
Viborg FF – FC Roskilde 3-0
1-0 Lars Kramer (32.)
2-0 Frederik Brandhof (50.)
3-0 Jeff Mensah (82.)
Startopstillingen
Lucas Lund – Mikkel Knudsen, Lars Kramer, Nikko Boxall, Alexander Fischer – Jeppe Grønning, Christian Sørensen, Frederik Brandhof – Christian Sivebæk, Mikkel Agger, Jeff Mensah
Indskiftninger
Christian Moses for Mikkel Agger (75.)
Tobias Bech for Christian Sivebæk (79.)
Casper Gandrup for Jeff Mensah (86.)
Kort
Gult: Lars Kramer
Tilskuertal
2.379