VFF til tops efter 2-1-sejr
Det var hjemmeholdet, der sad på det meste før pausen, og allerede efter tre minutters spil kom den første chance. Jakob Bonde slap fri med Næstved-keeper Bruhn, rundede ham og blev nedlagt, men dommerens fløjte forblev tavs. Senere forsøgte både Christian Sørensen og Jeppe Grønning sig også fra distancen, inden Alassana Jatta meldte sig ind og forsøgte af flere omgange. Det lykkedes dog ikke at få scoret inden pausen, og derfor måtte holdene gå i omklædningsrummene med 0-0.
Selvom VFF dominerede, så havde Næstved også et par muligheder. Først Moos efter et frispark, som Ingvar Jónsson først fik pareret, og på returbolden måtte Lars Kramer heade væk inde på stregen.
Hvad der ikke lykkedes før pausen, havde VFF’erne bedre held med i anden halvleg. Der var nemlig kun gået fem minutter, da et flot, gennemspillet angreb startede hos Nikko Boxall og endte hos Jeff Mensah efter oplæg fra en særdeles velspillende Christian Sørensen. Mensah sørgede altså for en meget fortjent 1-0-føring til hjemmeholdet.
Få minutter senere var det tæt på endnu en scoring efter samme opskrift, men en Næstved-forsvarer fik akkurat foden på Sørensens flade indlæg. VFF dominerede, og det virkede som om, at der skulle en tilfældighed eller en dødbold til for at få Næstved tilbage i kampen. Og det skete så. Et hjørnespark blev sparket tæt under mål, og her fik forsvarsspilleren Joel Felix akkurat hårtoppen på og gjorde det til 1-1.
Trods Næstveds udligning, så fortsatte VFF’erne ufortrødent, og kun små ti minutter senere var der igen en føring til hjemmeholdet. Jeff Mensah sparkede et indlæg i feltet, Christian Sørensen fik headet på mål, og på riposten var Christian Sivebæk hurtigt over og kunne score et af karrierens nemme mål.
Mod slutningen jagtede gæsterne en udligning, men uden at skabe chancer, og dermed lykkedes det fortjent for VFF at hive tre point ind på kontoen.
Viborg FF – Næstved 2-1
1-0 Jeff Mensah (50.)
1-1 Joel Felix (63.)
2-1 Christian Sivebæk (74.)
Startopstillingen
Ingvar Jónsson – Alexander Fischer, Lars Kramer, Nikko Boxall, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Jakob Bonde – Jeff Mensah, Alassana Jatta, Christian Sivebæk
Indskiftninger
Albion Avdijaj for Christian Sivebæk (77.)
Tobias Bech for Lars Kramer (83.)
Mads Aaquist for Alassana Jatta (88.)
Kort
Gult: Alassana Jatta, Christian Sørensen, Nikko Boxall, Tobias Bech
Tilskuertal
2.345