Viborg tabte i Hjørring
Jakob Neestrups tropper tabte 1-0 mod Vendsyssel FF efter et opgør præget af høje bolde og velorganiseret forsvarsspil.
Der var en vigtig kamp på menuen, da Viborg her til aften mødte Vendsyssel FF i Hjørring. Begge mandskaber lagde ud med et højt og aggressivt pres. Det var dog småt med de åbne chancer. Tættest på kom Vendsyssels Emmanuel Ogude, da han trykkede af fra kanten af feltet, men Ingvar Jónsson afværgede uden problemer.
I takt med at kampen skred frem fastholdt opgøret sin chancefattige karakter. I flere omgange viste viborgenserne flot kombinationsspil, men den sidste skarphed manglede før gæsterne for alvor kunne blive farlige.
I det sidste kvarter af halvlegen fortsatte to velspillende bagkæder med at holde chancerne på et absolut minimum. Viborg fik tilkæmpet sig en håndfuld hjørnespark men uden mål til følge, og stillingen ved pausen var derfor 0-0.
Viborg kom godt ud til anden halvleg og fik med hurtigt opspil åbnet kampen mere op. I det 47. minut brød Christian Sivebæk igennem i højresiden og lagde kuglen fladt indover. Da Vendsyssel ikke fik clearet, opfangede Sivebæk nok engang bolden og tvang Peter Friis i Vendsyssel-målet til at hive en stor redning ud af ærmet.
I modsatte ende var Emmanuel Ogude tæt på efter 54 minutter, da han alene med Jónssom afsluttede snært forbi den ene opstander. I det 62. minut kom åbningsmålet. Ingvar Jónsson kunne ikke holde et langskud fra Ogude, og fra kanten af det lille felt sparkede Wessam Abou Ali returbolden i nettet.
Som modsvar på scoringen skruede Neestrups tropper op for det offensive pres, og hjemmeholdet blev trykket tilbage i eget felt. Fra kanterne fik Christian Sørensen og Christian Sivebæk sparket en håndfuld kvalificerede indlæg ind foran mål, men et hovedstødsstærkt Vendsyssel-forsvar stod imod.
I slutminutterne fortsatte Viborg med at jagte udligningen. Gang på gang blev, der sendt høje bolde i feltet, og i overtiden var Ingvar Jónsson med oppe på hjørnespark, men lige lidt hjalp det. Vendsyssels defensiv lod sig ikke ryste, og kampen sluttede derfor 1-0 til hjemmeholdet.
Vendsyssel FF - Viborg FF 1-0
1-0 Wessam Abou Ali (62.)
Startopstilling
Ingvar Jónsson – Alexander Fischer, Lars Kramer, Nikko Boxall, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Jakob Bonde – Jeff Mensah, Alassana Jatta, Christian Sivebæk
Indskiftninger
Mads Aaquist for Nikko Boxall (66.)
Mikkel Knudsen for Alexander Fischer (74.)
Albion Avdijaj for Jeff Mensah (77.)
Kort
Gult: Lars Kramer