Viborg tabte målrig topkamp
VFF tabte aftenens topkamp mod Vejle, efter et begivenhedsrigt opgør der bød på hele syv scoringer.
Der stod topkamp på menuen, da VFF her til aften tog imod Vejle i årets sidste kamp. Fra start fik de fremmødte tilskuere valuta for pengene. Efter 5 minutter sendte Jeff Mensah Christian Sørensen i dybden. Sørensen lå en høj bold i feltet til Christian Sivebæk. Her headede Sivebæk kuglen videre til Mads Aaquist, der via overliggeren pandede føringsmålet i nettet.
To minutter senere blev det 2-0, da Christian Sivebæk røg til baglinjen og med en præcis aflevering, fandt Frederik Brandhof midt for mål. Uden tøven huggede Viborgs topscorer til bolden, der utageligt fløj ind bag Indy Groothuizen i Vejle-målet.
I kølvandet på chokstarten satte gæsterne sig på spiller, og efter 28 minutter gik den ikke længere for Viborg. Et hjørnespark blev clearet ud i fødderne på Ylber Ramadani, der uden chance for Jónsson reducerede til 2-1.
Syv minutter efter brændte det på igen. Thomas Gundelund spillede en flad bold i feltet, og i et forsøg på en tackling fik Lars Kramer prikket bolden videre til selvsamme Gundelund, der køligt bragte balance i målregnskabet.
I de sidste 10 minutter af halvlegen fortsatte Vejle med at diktere spillet, men der blev ikke scoret yderligere, så pausestillingen var 2-2.
Neestrups tropper kom bedre ud til anden halvleg, og var gode til at holde fast i bolden.
I takt med at minutter gik blev viborgenserne mere og mere spilstyrende, og i det 62. minut gav det pote. Christian Sørensen blev spillet fri ved baglinjen, og med et præcist indlæg fandt han Jakob Bonde, der tæt under mål headede Viborg på 3-2.
Glæden var kort. 3 minutter senere røg Kjartan Finbogason alene igennem. Islændingen svigtede ikke og gjorde det sikkert til 3-3.
Viborg lod sig ikke kue og fortsatte det gode spil, men på trods af det lovende takter var det Vejle, der i det 79. minut fik netmaskerne til at blafre. Et par meter udenfor feltet huggede Diego Montiel til kuglen, og desværre for VFF skruede den ind bag Ingvar Jónsson til 4-3.
I de døende minutter jagtede viborgenserne den forløsende udligning. Tættest på kom Tobias Bech, da han fra distancen affyrede venstrefoden, men Vejles målmand vippede bolden på overliggeren, og opgøret endte derfor 4-3 Vejle-favør.
Viborg FF-Vejle BK 3-4
1-0 Mads Aaquist (5)
2-0 Frederik Brandhof (7.)
2-1 Ylber Ramadani (28.)
2-2 Thomas Gundelund (35.)
3-2 Jakob Bonde (62.)
3-3 Kjartan Finbogason (65.)
3-4 Diego Montiel (79.)
Startopstilling
Ingvar Jónsson – Alexander Fischer, Lars Kramer, Jakob Bonde, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Mads Aaquist – Jeff Mensah, Alassana Jatta, Christian Sivebæk
Indskiftninger
Albion Avdijaj for Alessana Jatta (73.)
Mikkel Knudsen for Alexander Fischer (80.)
Tobias Bech for Jeff Mensah (82.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning, Frederik Brandhof
Tilskuertal
4084