Stolt formand: Enestående opbakning
Da coronakrisen brød ud, blev vores verden på mange måder forandret. Det sociale liv, og herunder fodboldens fællesskab, er blevet taget fra os i en periode, hvor mange virksomheder og personer er hårdt ramt. For Viborg FF’s bestyrelsesformand, Kim Nielsen, var første opgave at undgå panik, og dernæst adskille fakta og følelser, således man er i stand til at fokusere på det, der kan gøres noget ved.
Hvad har man mulighed for at påvirke, og er der dele af situationen, som kan vendes til noget positivt?
Et tydeligt og klart lys i coronamørket er den grønne opbakning, og det store engagement fra klubbens fans, som har vist i løbet af den seneste måned ved salget af støttepakker. Tæt på 1700 støttepakker er blevet solgt, og det har nu givet mere end en million kroner i kassen til Viborg FF i en tid, hvor fodbolden og alt hvad dertil hører står stille.
Bestyrelsesformand Kim Nielsen er stolt over at se den opbakning, som klubben får, og det giver ham en optimistisk tro på, at gode tider kommer.
-Den her situation har først og fremmest givet os en følelse af savn. Nogle gange er det først, når man har mistet noget, at man finder ud af, hvor meget det egentlig betyder. For mange mennesker er fodbolden og den klub, man holder med, en stor del af ens liv, og når det ikke er der, så bliver det helt tydeligt, siger Kim Nielsen og fortsætter:
-Den opbakning, vi modtager fra mange mennesker, viser jo et kæmpe potentiale i klubben. Vi stræber efter at komme i Superligaen igen, og på mange parametre sammenligner vi os med superligaklubberne, men vores opbakning fra fansene er jo allerede på superliganiveau. Vi får en helt enestående opbakning, og det betyder ekstremt meget.
-Fansenes opbakning er rygraden i klubben, og vi skylder dem at gøre endnu mere for dem. Og det kommer vi også til at have øget fokus på, når vi er på den anden side.
Støttekonceptet er primært henvendt til den almindelige tilskuer og fan, og her er 1670 pakker blevet solgt, og kigger man nedover listen blandt støtter, så vil det vågne VFF-øje også lægge mærke til en helt række af tidligere spillere, som også har bidraget. Det gælder både spillere som Finn Døssing og Helge Larsen, der var aktive tilbage i 1950’erne, flere af heltene fra pokaltriumfen i år 2000, og endda også aktive spillere, der for nyligt har forladt klubben. En bred vifte af nuværende og tidligere fodboldspillere med VFF i hjertet.
-Der bliver snakket om, at professionelle fodboldspillere er deres egne små enkeltmandsvirksomheder. Med i prisen for kontraktfodbold er en vis kynisme og ikke så meget hjerteblod, men det her viser det modsatte.
-Det er et bevis på, at vi betyder noget for mange mennesker. De her spillere tænker tilbage på klubben med positive minder, og selvom nogle af dem måske kun har været her i ganske kort tid, så har det betydet noget for dem – og det har stor betydning for den kultur, der er i VFF. At vi tilmed har fået støtteerklæringer fra spillere, der stadig er aktive i andre klubber, er noget, der rammer mig og gør mig enormt glad, siger formanden.
Hvornår der kan spilles fodbold igen, og hvornår der kan lukkes tilskuere ind på stadion, står stadig hen i det uvisse, men bestyrelsesformanden i Viborg FF glæder sig ligesom så mange andre. Og kan man tale om en positiv effekt af en trist situation, så er det fællesskabet omkring vores fodboldklub:
-Vi er blevet bekræftet i det store sammenhold, der er om klubben. I Viborg er VFF et flagskib, der betyder meget for mange mennesker, og det har vi i den grad mærket. Det skal vi holde fast i.
-Den store støtte er med til at sikre, at vi kommer ud på den anden side, og her vil vi opleve en forandret økonomi både lokalt, nationalt og globalt, som vil have en påvirkning på fodbolden og transfermarkedet. Så handler det om, at vi skal være skarpe og se, hvilke muligheder det giver for VFF, og om vi igen kan tænke offensivt og vende det til noget positivt, lyder det fra formanden.
En million gange tak!