Klubmand takker af i VFF Talent
Efter 16 år i VFF Talent er tiden inde til at prøve noget nyt for U17-cheftræner Kenneth S. Kristiansen, som stopper i klubben, når sæsonen er slut.
Han har i løbet af årene været cheftræner i alle afdelinger i talentsektoren og har også haft en periode som ungdomsudviklingstræner, men efter grundige overvejelser har han nu besluttet at skrue ned for fodbolden for en periode, mens han i stedet skruer op for sin rolle som lærer på Hald Ege Efterskole.
-Det er selvfølgelig meget specielt og en smule vemodigt. VFF er en stor del af mig og mit liv, og jeg har haft mange gode oplevelser og en masse fantastiske kollegaer her, som jeg helt sikkert kommer til at savne. Men jeg har mærket efter og har brug for at zoome lidt ud og finde ud af, hvor jeg ser mig selv og mit arbejdsliv i fremtiden, siger 40-årige Kristiansen og fortsætter:
-Jeg har været cheftræner i 14 år og har behov for, at der skal ske noget andet, selvom jeg stadig ikke er sikker på, hvad det så er. Det skal jeg bruge den næste tid på at finde ud af. Jeg tænker, at tidspunktet er det rigtige lige nu, hvor VFF er et godt sted med mange gode og kompetente mennesker, men selvfølgelig er det specielt at skulle sige farvel, siger Kenneth S. Kristiansen, som sideløbende med cheftrænerrollen er i gang med DBU’s uddannelser Fodboldanalytiker 2 og Fodboldpsykologi.
Talentchef Mads Holm er ærgerlig over at miste en meget værdsat medarbejder, men har forståelse for beslutningen:
-Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste Kenneth, som har været en del af VFF Talent og ydet en kæmpe indsats gennem rigtig mange år. Vi har meget at takke ham for, og han har betydet meget for mange unge spillere og kollegaer gennem årene, så vi kommer til at savne ham her, men har samtidig stor respekt for beslutningen. Det er helt naturligt, at der på et tidspunkt kan opstå et behov for at prøve noget andet, og vi har forståelse for Kenneths situation.
-Nu skal vi gjort sæsonen færdig, og så siger vi pænt farvel til sommer, men vi håber da på, at dette ikke kun er et farvel, men også et på gensyn, lyder det fra talentchefen.
Med Kenneth S. Kristiansens afsked skal U17-holdet have ny cheftræner til næste sæson. Cheftræner-setuppet for den kommende sæson i VFF Talent vil snarest blive offentliggjort.