VFF Talent var på udlandsture i weekenden
Flere af årgangene i VFF Talent har i den forgangne uge været på udlandsture, hvor de har spillet med i en række internationale turneringer.
U14 deltog fra torsdag til søndag i en elite-turnering i byen Enschede i Holland. Her fik de muligheden for at konkurrere mod nogle topakademier, da det blandt andet blev til opgør mod RSC Anderlecht, FC Basel, VfL Wolfsburg og PSV.
- Det var opløftende at se, at drengene godt kunne være med i kampene mod nogle meget dygtige modstandere. De levererede generelt nogle gode præstationer, som de kan være stolte af, og alt i alt var det en rigtig god tur, siger Martin Simonsen, der er cheftræner for U14.


U15 var i weekenden i Tyskland til Bielefeld Cup, hvor drengene endte med at tage en pokal med hjem.
- Pokalen blev sikret gennem solide holdpræstationer, hvor vi holder et højt niveau i alle kampe. De solide holdpræstationer bliver kun bekræftet af, at vi lukker et enkelt mål ind, mens vi har otte forskellige målscorere i den anden ende, siger U15-cheftræner Semko Smakic.

U17 deltog i U17 Cup Es Vigneux hen over weekenden. Det ligger i nærheden af Nantes i Frankrig, og under stævnet har spillerne været indlogeret hos lokale værtsfamilier.
De unge VFF’ere gik hele vejen til finalen, og undervejs blev det til sejre over blandt andet FC Lorient, Olympique Lyon og Sparta Prag. Finalen blev spillet mod OGC Nice foran ca. 1500 tilskuere, og her måtte drengene desværre se sig slået med 2-0.
- I et intenst stævne som det her, er der rigeligt, der kan stjæle fokus, fx 22 timers busrejse, indkvartering hos værtsfamilier og en helt anden madkultur, men drengene var dygtige til at holde fokus på opgaven under helt andre rammer, siger U17-cheftræner Kenneth Kristiansen.
- Holdet toppræsterede i flere kampe, og vi er virkelige stolte over at sende to europæiske topakademier som Sparta Prag og Lyon ud af turneringen på vej mod finalen. Her fik drengene sig også en oplevelse for livet med de mange tilskuere. Vi tabte til et bedre hold i finalen, men vi rejste hjem med meget i rygsækken.
















