VFF Talent: To nederlag på Østerbro
Både U19 og U17 tabte med 3-1 på udebane mod B93 i weekendens runde.
U19: B93 – Viborg FF 3-1
1-0 Yasin Belhadj (str. 47)
2-0 Muhammad Khan (51.)
2-1 Julius Lund (80.)
3-1 Elias Idrissi (92.)
-Det var en kamp, hvor vi egentligt var i god kontrol i første halvleg og løste flere gange deres høje pres og selv fik sat gode angreb sammen. B93 havde også deres momenter og spillede til tider også flot fodbold.
-Vi fik den værst tænkelige start på anden halvleg, da vi indkasserede to hurtige mål. Der skulle vi lige finde os selv igen, men fik så momentum tilbage og bragt liv ind i kampen på en dødbold. Vi fik trykket på det sidste kvarter, men lykkedes ikke med at få udlignet, og så lukkede B93 i stedet kampen til 3-1 efter et hjørnespark.
-Det var en god fodboldkamp, hvor vi blev presset til at yde max i alle aktioner. Forhåbentlig tager vi en masse med fra kampen og vender stærkere tilbage i næste uge, hvor Kolding kommer på besøg, lyder det fra U19 cheftræner Lasse Broberg.
U17: B93 – Viborg FF 3-1
1-0 Arda Iljazovski (12.)
2-0 Nikolaj Johansen (17.)
2-1 Adam Kleis-Kristoffersen (47.)
3-1 Ilias Hamza (76.)
-Vi må desværre sige, at det var en kamp, hvor vi grundlæggende var under niveau og ikke fik den kontrol på kampen, vi havde håbet på. Det var en jævnbyrdig kamp i starten, men vi føler, at vi har et gear mere, som vi ikke fik vist.
-Vi fik to omstillingsmål imod os i første halvleg, så vi var virkelig i modvind fra starten, men fik dog responderet godt i anden halvleg, hvor vi især i de første 20 minutter spillede godt og fik også reduceret, men det var altså ikke helt nok, og så fik B93 lukket kampen, som også lige fik slukket den gode energi, vi ellers havde på det tidspunkt. Det er aldrig sjovt at tabe, men det var en kamp med en masse læring, så det kan vi tage med derfra.

















