Akademiet inspirerede svenske eliteklubber
Tirsdag var der besøg fra Sverige, hvor ledere fra otte klubber samt repræsentanter fra den svenske Divisionsforening var forbi for at blive inspireret af måden, der bliver arbejdet på i VFF Akademi.
-Vi blev kontaktet af Svensk Elitefodbold, som planlagde en inspirationstur til Danmark, og vi er så én ud af tre klubber, de gerne ville komme og besøge. De ville gerne høre nærmere om vores tilgang til forskellige områder, og de var især nysgerrige på vores måde at arbejde med kultur og vores arbejde med Kløverklubberne, så det er blandet andet nogle af de ting, vi har holdt oplæg om.
-Jeg oplever det meget positivt, at Viborg er et af de steder, man har lyst til at besøge, når man skal inspireres. Her kom 15 fodboldledere fra otte forskellige klubber, der har brugt en dag i Viborg, så det siger lidt om, at vores arbejde er interessant for andre end os, der er her i dagligdagen. Så vi er glade for besøget og de dialoger, der har været, og vi kan helt sikkert også lære noget af dem, fortæller akademi- og fodboldudviklingschef Mads Holm.
Ved besøget holdt trænere og ledere fra VFF Akademi oplæg om VFF’s fodboldmodel, om kulturtræning, om transitionen fra akademi til førstehold samt om klubbens tilgang til børnefodbold og samarbejdsklubber. Derudover overværede de svenske gæster også flere træninger samt en U13-kamp tirsdag aften.