Talent
VFF og DBU Jylland indgår samarbejde om børnefodbold
- Detaljer
- Skrevet af: nk
- Kategori: Talent
Viborg FF og DBU Jylland har indgået samarbejde om at løfte kvaliteten for børnefodbolden i Viborg FF’s 24 samarbejdsklubber.
Med formålet om at sikre et kvalitetsløft i Viborg FF’s samarbejdsklubber gennem DBU’s børnestrategi og Viborg FF’s Projekt Børneudvikler, har Viborg FF og DBU Jylland nu givet håndslag på et samarbejde for at opnå netop det.
Samarbejdet blev markeret torsdag den 17. marts på Viborg FF’s anlæg, hvor både Viborg FF og DBU Jylland kom med deres tanker om, hvordan aftalen kommer klubberne, og ikke mindst børnene, bedst muligt til gode.
For Viborg FF har samarbejdet ligget lige til højrebenet. Det fortæller børneudviklingstræneren i klubben, Christian Borup:
-Vi satser stort på børnefodbolden i Viborg FF, så det har været meget naturligt for os at indgå samarbejdet med DBU Jylland. DBU’s børnestrategi går i god tråd med vores eget Projekt Børneudvikler, så det har været en helt naturlig vej for os at gå.
VFF skriver ungdomskontrakt med U17-spiller
- Detaljer
- Skrevet af: nk
- Kategori: Talent
Viborg FF har skrevet ungdomskontrakt med 15-årige Frederik Lossin, der til dagligt spiller på klubbens U17-hold.
Talentchef Rasmus Stenild udtaler:
-Det er altid med stor glæde, når vi skriver kontrakt med spillere fra eget talentmiljø, og med Frederik Lossin har vi en teknisk dygtig kantspiller, der især det seneste halve år har taget nogle store skridt rent udviklingsmæssigt. På trods af, at han er årgang 2007, så er han allerede nu rykket fast op i vores U17-trup.
-Han har en god fodboldfysik, er atletisk, god med bolden og er blevet dygtig til at få produkt på sine aktioner, så alt det sammenholdt, så har vi en rigtig spændende spiller, som vi glæder os til at udvikle mere i de kommende år.
Frederik Lossin kommer oprindeligt fra Viborg Søndermarken IK, og skiftede til FK Viborg som U13-spiller. Han har skrevet kontrakt med VFF til udgangen af 2024.
VFF Talent søger trænere
- Detaljer
- Skrevet af: nk
- Kategori: Talent
Vi er hele tiden på jagt efter de mest talentfulde trænere, og søger derfor trænere til vores U10-U12 afdeling, samt til vores ATK+ Top & Teknik Center.
Vi søger både holdtrænere samt specifik-trænere, så uanset om du kan træne én, to eller tre gange ugentligt, er du velkommen til at søge. Vi søger både til nu og til efter sommerferien.
Det vigtigste er, at du brænder for børnefodbolden, og du vil blive en del af et fagligt stærkt miljø, hvor din rejse som trænertalent vil blomstre.
Har du DBU's B- eller C-licens er dette en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder faglig sparring, godtgørelse, tøjpakke og sæsonkort til 3F Superliga-fodbold.
Ansøgningen skal kort indeholde hvem du er, hvorfor du ønsker at ansøge stillingen, samt et CV over din trænererfaring og træneruddannelse, såfremt du har dette. Ansættelsesprocessen er løbende, så send gerne din ansøgning snarest muligt.
Tag kontakt til Børneudviklingstræner, Christian Winther Borup, hvis du er interesseret:
VFF Pro Camp: Fodboldskole for årgang 2011-2015 i uge 31
- Detaljer
- Skrevet af: DJ
- Kategori: Talent
For de ambitiøse unge fodboldspillere i årgang 2011-2015 (2011-2013 for målmænd) er der nu mulighed for at træne som de professionelle på VFF PRO CAMP i tre dage i uge 31. Det foregår den 1. - 3. august fra klokken 10:00-15:00 på træningsanlægget på Rughavevej 39B.
Med VFF PRO CAMP får man den fedeste afslutning på sommerferien med ungdomstrænere fra Viborg FF’s elitehold, hvor man både bliver dygtigere og får en masse nye fodboldvenner.
Forventningen er, at de deltagende spillere er udviklingsparat. Det betyder, at man kan fokusere på øvelserne og trænernes feedback, og at man brænder 110% for at blive dygtigere - uanset temaet for træningen. Fokus er på fodboldtræningen og at udvikle sig, hvilket også betyder, at der ikke er lagt en masse sociale aktiviteter ind i programmet.
Vi ser gerne, at deltagerne er seriøse omkring deres fodbold, og at man kan tage vare på sig selv, uden at mor og far behøves at være med på sidelinjen.
Tilmelding er efter først-til-mølle, så vi lukker for tilmelding, så snart de begrænsede antal pladser er væk. Der kan ikke reserveres en plads, da man betaler ved tilmelding.
TILMELDING TIL VFF PRO CAMP GENNEMFØRES HER
Frokostordning er inkl. i VFF PRO CAMP, og der vil blive serveret sund mad. En konkret menu vil blive offentliggjort, når vi når tættere på afvikling.
For yderligere informationer om VFF PRO CAMP kan man kontakte børneudviklingstræner i VFF Christian Borup på mail
VFF skriver kontrakt med U19-topscorer
- Detaljer
- Skrevet af: nk
- Kategori: Talent
Viborg FF har skrevet kontrakt med U19-topscorer Martin Huldahl frem til sommeren 2024.
17-årige Martin Huldahl kommer oprindeligt fra Holstebro, og kom til VFF Talent som 15-årig, hvor han startede på Hald Ege Efterskole. I dag er han førsteårs U19-spiller og går på Viborg Katedralskole.
-Vi er altid glade, når vi skriver kontrakt med en spiller fra eget talentmiljø. Martin er blevet en rigtig 9’er, der passer godt til spillestilen her i klubben. Han har en god fysik, han har fart og så scorer han mål. Han er kommet fra baghjul, og har taget en utraditionel vej til at blive angriber, da han nemlig først som U17-spiller blev omskolet efter at have været midtstopper.
-Han er en meget dedikeret person, der selvfølgelig stadig har meget at lære, men han er i en god udvikling, som vi glæder os til at fortsætte sammen her de kommende år, siger talentchef Rasmus Stenild.
Huldahl har i denne sæson scoret 16 gange i de første 14 runder i U19 Divisionen, som Viborg FF fører ved vinterpausen.