Snævert nederlag i Hobro
Torsdag aften var Hobro værter for den første af to playoff-kampe mod Viborg FF. De grønne leverede en fin præstation, men brændte den ene store chance efter den anden, og så sejrede Superliga-holdet i sidste ende.
Hobro åbnede kampen bedst, dog uden for alvor at blive farlige. Men VFF fik langsomt spist sig ind i opgøret.
Efter et kvarter fik de grønblusede tilkendt et frispark på kanten af feltet. Christian Sivebæk eksekverede, men bolden blev rettet af i muren og var lige ved at stryge i nettet i modsatte side af, hvor sparket var tænkt.
VFF havde fint greb om kampen, men efter den halve time gik det alligevel galt. Hobro spillede sig med et par hurtige afleveringer forbi gæsternes bagkæde, hvorefter Emmanuel Sabbi opsnappede en løs bold, som han fik tippet ind bag Ingvar Johnsson.
Sekunder efter scoringen var Andreas Albers milimeter fra at udligne. Albers fik sat hovedet på bolden efter et indlæg, men Jesper Rask i hjemmeholdets mål diskede op med en fantastisk redning.
Gæsterne sværmede om Hobros felt, både på indlæg og dødbolde, men kvaliteten manglede i afslutningerne.
Få minutter før pausen kunne værterne have fordoblet føringen, men Julian Kristoffersens forsøg prellede af på stolpen efter et hjørnespark.
Dermed blev Sabbi-scoringen den eneste i en første halvleg, hvor VFF dominerede, men manglede den afgørende skarphed i begge felter.
Udeholdet fortsatte de fine takter efter pausen. Jeff Mensah trillede bolden videre til Mikkel Knudsen i feltet, men Knudsen måtte se sin afslutning reddet.
Ti minutter senere var et Christian Sivebæk-indlæg lige ved at gå i nettet, men Jesper Rask fik med hjælp fra den ene opstander pareret bolden til hjørnespark. Men VFF havde hjemmeholdet under sand belejring.
Først sendte Jeff Mensah et projektil af en afslutning afsted, som Jesper Rask fik pareret på overliggeren. Sekunder efter havnede en løs bold hos Mikkel Knudsen efter et hjørnespark, men tæt under mål fik Hobro-keeperen igen afværget.
Stormløbet mod hjemmeholdets mål aftog herefter en lille smule, og med tyve minutter igen var Edgar Babayan tæt ved at fordoble kampens måltotal. Men fra tæt under mål flugtede han en afslutning ud af DS Arena.
Det sidste kvarter bølgede kampen frem og tilbage, men uden at det blev til flere nævneværdige muligheder for nogle af mandskaberne. Dermed tager Hobro første stik, i en kamp hvor VFF vil ærgre sig over at de ikke fik prikket en enkelt ind.
Returopgøret finder sted på Energi Viborg Arena på søndag klokken 18.00.
Hobro IK – Viborg FF 1-0 (1-0)
1-0 Emmanuel Sabbi (30.)
Startopstillingen
Ingvar Jónsson – Mikkel Knudsen, Nikko Boxall, Simon Trier, Alexander Fischer – Christian Sivebæk, Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Jeff Mensah – Andreas Albers, Mikkel Agger
Indskiftninger
Oliver Thychosen for Frederik Brandhof (77.)
Morten Beck for Andreas Albers (79.)
Christian Moses for Mikkel Agger (85.)
Kort
Gult: Nikko Boxall, Alexander Fischer
Tilskuertal
5.674

















