Fredberg: Vigtigt med et stærkt setup
VFF har opgraderet setuppet omkring førsteholdet, hvor Jesper Christiansen nu er ansat som målmandstræner på fuld tid, ligesom det også ventes, at der i fremtiden skal være to assistenttrænere til cheftræner Jacob Neestrup.
Sportschef Jesper Fredberg mener, det er afgørende for udviklingen, at trænersetuppet opgraderes:
-Skal vi udvikle os som klub, så er det altafgørende med et endnu stærkere og attraktivt træningsmiljø, og derfor er det noget, vi har valgt at bruge ressourcer på i stedet for at have 30 spillere i truppen. Vi er en klub, der skal leve af at udvikle spillere, så det har høj prioritet at gøre setuppet stærkere. Med ansættelsen af Jesper Christiansen i en fuldtidsstilling, så har vi nu en målmandstræner til alle træninger, vi har flere øjne på træningerne, ligesom der også er bedre tid til at arbejde mere i dybden med videoanalyse og individuel træning.
-Samtidig bliver Jesper også tilknyttet vores akademi, hvor han kommer til at have træninger med de dygtigste målmænd i VFF Talent. På den måde styrker vi både førsteholdet og ungdommen.
Tidligere blev også Nickolai Lund ansat i en ny stilling som assistent- og transitionstræner, mens det også ventes, at der kommer endnu en assistenttræner til teamet omkring holdet:
-Vi vil vores unge talenter, og vi er godt klar over, at springet fra ungdom til senior for mange er rigtig stort og svært. Med Nickolais rolle, så giver vi øget opmærksomhed til klubbens største talenter, og forhåbentlig kan gøre springet nemmere. Vi får en smallere trup end sidste sæson, og det er også for at give plads til de unge, siger Fredberg og fortsætter om det nuværende trænerteam:
-Med ansættelserne af Jesper og Nickolai, så har vi fået flere mandetimer ind i trænergruppen, så vi kan gøre endnu mere brug af video og analyser, og det er vi sikre på, at der kan rykke os. De er begge vant til at arbejde på den måde, så på den korte bane giver det os noget allerede nu, men endnu vigtigere, så tror vi også på, at det rykker klubben på den lange bane.