Reserverne slog FCM igen
Der var igen lokalopgør på programmet i Reserveligaen, da Viborg FF var en tur i Vildbjerg for at møde FCM mandag eftermiddag, og ligesom sidst de to hold tørnede sammen i denne række, så blev det igen en sejr til VFF-reserverne, som har maksimum point i Reserveligaens pulje 3.
Første scoring i kampen faldt midt i første halvleg, da Mads Kjellerup kombinerede med Mads Frederiksen i VFF’s højreside. Med et smart træk ind i banen snød Kjellerup to modstandere, og så blev der plads til en afslutning med venstrefoden, som gik i nettet ved forreste stolpe bag en prisgivet Mikkel Andersen.
Kun ti minutter senere blev det også 2-0, og igen med Mads Frederiksen som oplægger. Han opfangede hurtigt en fejl i FCM-defensiven, som sendte Frederiksen helt alene med hjemmeholdets keeper, og på uselvisk vis trillede han bolden på tværs, så Christian Moses nemt kunne fordoble føringen.
2-0 ved pausen efter en tæt på perfekt første halvleg af VFF-mandskabet. Anden halvleg blev med lidt mindre flow i kampen, da begge hold skiftede flittigt ud, men Moses burde have lukket kampen allerede i det første minut. Angriberen driblede forbi Mikkel Andersen i målet, men kom ud i en spids vinkel, så afslutningen desværre tog stolpen.
Hjemmeholdet fik skabt mere, og fik også fortjent reduceret til 2-1. Det unge VFF-hold, som sluttede kampen, blev presset tilbage til sidst, men holdet forsvarede sig godt, og kun en enkelt gang blev Ingvar Jónsson for alvor sat på prøve. Islændingen reddede flot, og så holdt føringen på 2-1 hele vejen hjem.
Football Club Midtjylland – Viborg FF 1-2
0-1 Mads Kjellerup (22.)
0-2 Christian Moses (32)
1-2 Victor Dawa (67.)
Startopstillingen
Ingvar Jónsson – Simon Søndergård, Nikko Boxall (Gustav OH, 59.), Simon Trier (Abdul Hanan, 59.) – Mads Kjellerup, Jacob Dehn, Emil Scheel (Mads Søndergaard, 59.), Alexander Fischer (Marcus Jørgensen, 45.)– Mads Frederiksen (Anton Gaaei, 45.), Christian Moses, Alassana Jatta