Neestrup: Vendsyssel ligner et tophold
Viborg FF møder Vendsyssel FF på Energi Viborg Arena torsdag aften til kampstart klokken 20:00, og cheftræner Jacob Neestrup forudser et opgør, som bliver meget jævnbyrdigt:
-Jeg forventer et opgør, hvor kampbilledet kan komme til at skifte meget. Forhåbentlig ikke en omstillingskamp, hvor bolden skifter hold hele tiden, men nærmere en kamp, hvor begge hold kommer til at have sine gode perioder. Det er to hold, som er meget lige, og det tror jeg også, vi får at se i kampen.
Aftenens modstander fik en slem start på sæsonen med fem nederlag i de første seks runder, men Vendsyssel kommer alligevel til Viborg med en vis portion selvtillid, da holdet har vundet de sidste fire kampe. Heriblandt har de sendt Vejle ud af pokalturneringen, og har holdt clean sheets i alle fire opgør.
-Deres start på sæsonen har vi ikke brugt tid på overhovedet. De har fået en masse nye spillere ind, de har fået tanket selvtillid og de er begyndt at ligne det, de er; nemlig et tophold, der spiller for oprykning til Superligaen.
-De har nogle rigtig dygtige individualister i deres offensiv. På kanterne og i angrebet har de spillere på et rigtig højt niveau og med x-faktor, og udover det, så har de mange spillere længere tilbage på banen, som har mange kampe og erfaring fra Superligaen, siger Neestrup.