Nederlag i målrig træningskamp
Da både Superligaen og det meste af NordicBet Ligaen ligger stille i weekenden grundet landskampe, så var der arrangeret træningskamp mellem Viborg FF og Randers FC torsdag middag på Kirkebækvej.
Det var de grønblusede, der åbnede kampen bedst, og dominerede kampen i store dele af første halvleg. Efter fem minutter bragte Alassana Jatta hjemmeholdet foran, da gambianeren drev bolden fra midterlinjen, forbi et par modstandere, og fra kanten af feltet sparkede han bolden knastørt ind bag Randers-keeperen.
Få minutter senere slap Jatta igen fri ved gæsternes felt, og kom forbi målmanden, men inde foran mål blev Christian Sivebæks afslutning for upræcis. I stedet fik gæsterne udlignet efter et kvarters spil, da Alhaji Kamara fik headet et hjørnespark i nettet til 1-1.
Anden halvleg var kun et minut gammel, inden Mikkel Agger blev spillet fri i dybden, men angriberen måtte desværre se sin afslutning tage stolpen. Bolden kom dog i nettet få minutter efter, da Sofus Berger spillede en præcis bold i dybden til Shelove Achelus, der udplacerede gæsternes målmand til 2-1.
Gæsterne skabte ikke mange åbne chancer, men fik alligevel vendt kampen om med stor effektivitet til sidst. Benjamin Stokke scorede først på en returbold tæt under mål, og nogle minutter senere var den norske angriber igen på plads, denne gang efter hjørnespark. Til sidst lukkede Toshin Kehinde med et flot mål til slutresultat 2-4.
Viborg FF - Randers FC 2-4 (Træningskamp)
1-0 Alassana Jatta (5.)
1-1 Alhaji Kamara (14.)
2-1 Shelove Achelus (49.)
2-2 Benjamin Stokke (74.)
2-3 Benjamin Stokke (78.)
2-4 Tosin Kehinde (89.)
Holdet i første halvleg:
Mads Knügle - Mikkel Knudsen, Simon Søndergård, Nikko Boxall, Alexander Fischer - Jakob Bonde, Frederik Brandhof, Jeff Mensah - Mikkel Agger, Alassana Jatta, Christian Sivebæk
Holdet i anden halvleg:
Mads Knügle - Mikkel Knudsen, Jacob Dehn, Simon Trier, Christian Sørensen - Jeppe Grønning, Sofus Berger, Jeff Mensah (Mads Kjellerup, 60.) - Casper Gandrup, Mikkel Agger, Achelus Shelove