Kramer: Fredag aften er noget specielt
Forårssæsonen nærmer sig, og hollandske Lars Kramer ser frem til igen at spille foran egne fans på Energi Viborg Arena, når Hvidovre IF kommer på besøg på fredag.
-Vi glæder os selvfølgelig til at spille om point igen, og især til at spille foran vores egne fans. Jeg synes, at fredag aften på vores hjemmebane er noget specielt, og det er noget, jeg ser meget frem til. Der er god stemning på stadion, og vi føler os klar til, at sæsonen går i gang.
-Vi har haft en rigtig god opstart og træningslejr både sportsligt og socialt, men nu vil vi også gerne i gang. Der skal point på spil, det er jo derfor, vi spiller fodbold. Vi skal ud og levere en god præstation fredag aften, så vi kan få et godt resultat og derved en god start på foråret. Det er det, vi alle tror og håber på, siger Kramer.
Kampstart mod Hvidovre er fredag klokken 18.