Neestrup forventer fysisk duel i Hvidovre
Kampprogrammet er tæt i øjeblikket, og søndag eftermiddag venter næste opgave i NordicBet Ligaen for Viborg FF, hvor holdet skal en tur til Hvidovre.
Sæsonens to foregående møder med Hvidovre har begge været tætte, da VFF først vandt med 1-0 på udebane, og siden blev det 1-1 på Energi Viborg Arena. Hvidovre har fået en god start efter coronapausen, hvor holdet endnu er ubesejret, og Neestrup forventer derfor også en svær kamp mod et fysisk stærkt Hvidovre-hold.
-Det er hold, der kommer med stor fysik og aggressivitet, og det skal vi være forberedte på. De er faktisk også ret stærke med bolden, og skaber en del chancer i alle kampe. Det er et profilstærkt hold med dygtige spillere i alle kæder, og nogle af dem vil nok også kunne spille på et højere niveau.
Det er kun ganske få dage siden, at VFF-spillerne sidst var i kamp, og det tætte kampprogram kan også få indflydelse for kampens forløb, forudser cheftræneren:
-Jeg tror ikke, det bliver en kamp, hvor vi kommer til at være lige så dominerende på boldbesiddelsen, som vi har været i de tre foregående kampe. Jeg tror, at Hvidovre vil gribe kampen an lidt anderledes end hvad vi ellers har mødt, og så kommer det også til at have en indflydelse, at vi skal spille kamp så hurtigt igen. Det er sådan forholdene er i øjeblikket, og det kommer til at have en indflydelse på vores startopstilling, hvor vi prioriterer friskhed i holdet.
-Vi skal finde nogle af de samme takter fra den sidste del af Roskilde-kampen, hvor det offensive spil blev mere som vi gerne vil have det. Og så må jeg være ærlig at sige, at det er den samme sang igen omkring kynisme i vores eget felt.
Kampstart på Pro Ventilation Arena i Hvidovre er søndag klokken 15, og opgøret kan ses direkte på Viaplay Sport.

















