Brandhof: Skal finde vores niveau igen
Der venter en ny kamp for Viborg FF onsdag aften, hvor de grønne møder naboerne fra Skive på Hancock Arena, og skibonitten Frederik Brandhof skal sammen med holdkammeraterne på jagt efter oprejsning efter seneste rundes nederlag:
-Det er jo heldigvis sådan med fodbold, at der kommer en ny kamp om lidt. Så vi får muligheden for at rejse os igen efter en træls oplevelse mod Fredericia sidst.
-Vi har fokus på os selv og vores egen præstation, og så skal vi finde vores niveau igen, for vi ved, at vi er gode til at skabe chancer, og vi har også vist, at vi kan lukke af i defensiven.
Seneste møde med Skive var det første opgør efter coronapausen, som endte 1-1 hjemme på Energi Viborg Arena, og Brandhof håber på, at det bliver en anderledes affære denne gang:
-Hvis man kommer bagud mod Skive, så ved man, at det bliver svært. De står meget kompakt og godt i kæderne, og det er et hold, der går til makronerne, så det skal vi også være klar på. Vi ved, at de er svære at spille imod, men vi tror selvfølgelig på, at vi kan levere en præstation, der giver os de tre point.
Kampstart på Hancock Arena er onsdag klokken 18, og opgøret kan ses live som streaming på Viaplay Sport.