Målscorer og debutant Bakiz: Mål giver selvtillid
Nyerhvervelsen fra FC Roskilde, Younes Bakiz, fik sin officielle VFF-debut tirsdag aften, da han og holdkammeraterne sikrede videre deltagelse i Sydbank Pokalen med 9-0 over Morsø FC. Den 21-årige offensivspiller stod for oplæggene til kampens to første mål, inden han også selv kom på måltavlen i storsejren.
-Vi var klart storfavoritter, men jeg synes, vi gjorde hvad vi skulle. Vi fik sat tempo i kampen, holdt vores gameplan med god koncentration hele vejen rundt, og så fik vi en sikker sejr, som vi selvfølgelig også skulle have.
-Vi er stadig i pre-season, men det var den første officielle kamp, så det var da dejligt at få noget selvtillid ind i holdet. Vi kunne godt have scoret endnu flere, men alt i alt var det bare en fin oplevelse, og det var dejligt selv at få debut og få scoret. Mål og assists giver altid selvtillid, og det er vigtigt for offensive spillere, så nu handler det bare om at fortsætte med vores arbejde frem mod sæsonstarten, så vi alle står skarpt til kampen i Hobro.
Sidste opgave for Bakiz og resten af holdet inden sæsonstarten i NordicBet Ligaen er træningskampen mod Skive, der spilles på lørdag i Silkeborg.