Can Dursun forlænger med VFF
Viborg FF og målmand Can Dursun er blevet enige om at forlænge samarbejdet til udgangen af 2022.
-Jeg er rigtig glad for at være i Viborg, og jeg føler, at det er en god klub og et godt miljø at være i. Det er en stor og traditionsrig klub i dansk fodbold, som jeg er rigtig stolt over at være en del af. Derudover så ser jeg VFF som klubben, hvor jeg har den største mulighed for at opnå en af mine egne drømme om at spille Superliga, og det er selvfølgelig en ambition vi alle har til fælles her.
-Det har selvfølgelig været i mine overvejelser, at jeg ikke har spillet helt så meget, som jeg har håbet på, men jeg udvikler mig stadig og er rigtig glad for at være her, og jeg nyder at komme til træning hver dag, så jeg glæder mig bare til at tage to år mere her i klubben, siger Can Dursun.
Sportschef Jesper Fredberg er ligeledes tilfreds med at have forlænget aftalen med den 28-årige målmand:
-Der er ingen tvivl om, at vi er glade for at have Can i truppen. Først og fremmest fordi han er en god målmand, der hele tiden tager gode skridt i sin udvikling, og samtidig også fordi, at han med sit altid gode humør bidrager rigtig meget til holdet og det miljø, vi gerne vil have her. Vi er glade for ham, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet, siger sportschefen.
Dursun skiftede til VFF fra Brabrand i 2019, og han har indtil videre opnået 11 kampe for Viborg FF.