Neestrup før SIF: Fokus på egne styrker
Viborg FF tager imod Silkeborg IF i et ægte topbrag på Energi Viborg Arena torsdag aften mellem rækkens nummer et og to. De to hold mødtes for en lille måned siden i Silkeborg i et tæt opgør, hvor VFF vandt til sidst efter at have været bagud, og noget af oplevelsen fra det omvendte opgør, kan cheftræner Neestrup også bruge til torsdagens kamp:
-I seneste kamp mod dem fik vi afsluttet kampen godt, ikke kun fordi vi vandt, men fordi vi satte os på spillet i den sidste del efter vi havde haft det svært og været bagud. Det skal vi tage med os ind til kampen i morgen. Vores fokus er på at få sat vores egne styrker i spil, og det handler ikke kun om at dæmme op for Silkeborg, for det bliver svært at lykkes med i en hel kamp. Vi skal komme ud med overskud og et stærkt udtryk. Vi spiller på hjemmebane, og vi føler os godt tilpas på Energi Viborg Arena, hvor vi har vundet alle kampe, så det skal vi selvfølgelig gerne fortsætte med. Jeg tror, det bliver tæt, og sidste gang forudsagde jeg, at det nok ville kræve to-tre mål for at vinde, og sådan tror jeg også, det bliver i morgen.
-Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på de ting, de er bedst til, og det er deres mellemrumsspil og kombinationsspil, gennembrudsspillet og så har de især offensivt spillere mange spillere med store individuelle kvaliteter. De er meget dygtige på sidste tredjedel af banen, og er det hold, der har scoret flest gange, så det må vi give dem credit for.
Kampstart på Energi Viborg Arena er torsdag kl. 18:30, og opgøret vises direkte på TV3 Max.

















