Neestrup om HB Køge: Et klart forbedret hold
Viborg FF spiller årets sidste hjemmekamp fredag aften, når Auri Skarbalius’ HB Køge gæster Energi Viborg Arena. Cheftræner Jacob Neestrup har set et HB Køge-hold, der har forbedret sig markant siden det seneste indbyrdes opgør som VFF vandt med 3-0, og som nu kandiderer til en plads i top-6.
-Vi møder et hold i fremgang, og som er meget bedre end det HB Køge-hold, vi mødte i september. Det gælder både spillemæssigt, hvor jeg synes, de er blevet bedre organiseret og samtidig farligere på omstillinger, og så har de fået nogle nye spillere ind, som har klart forstærket dem. Eddi Gomes er blevet skadesfri, og er ekstremt vigtig for dem, og så har de fået Okello ind på den centrale midtbane, der også gør det godt. Og så er der nogle spørgsmålstegn i Adebayor og Burnet, som de også har fået ind siden sidst.
-Man skal spille i højt tempo og med stor kvalitet, hvis man skal lykkes med at skabe chancer mod dem, og så ved vi også, at deres offensive folk har stor individuel kvalitet. Så vi skal også lykkes med at levere en god præstation i defensiven for at få de tre point.
-Vi ændrer ikke ret meget på os selv, så vi skal ud og forsøge at kontrollere kampen på vores hjemmebane, og så går vi selvfølgelig efter at få den ottende sejr ud af otte mulige på Energi Viborg Arena i denne sæson, lyder det fra cheftræneren.
Kampstart mod HB Køge er fredag kl. 18, og opgøret vises direkte på Viaplay.