Friis efter Holstebro-test: Gode minutter i benene
Viborg FF besejrede Holstebro med 5-1 onsdag aften i et opgør, hvor Lars Friis gav mange spillere fuld spilletid. Kun tre indskiftninger blev brugt undervejs i opgøret, hvor VFF kørte gæsterne over i anden halvleg efter en lidt sløj start:
-Det var rigtig godt at få mange minutter i benene til mange spillere, og det er først og fremmest det vigtigste i den kamp. Vi sad på kampen hele vejen igennem, men før pausen fik vi ikke forvaltet overtaget godt nok, så spillemæssigt er jeg skuffet over første halvleg.
-Vi mødte et hold, der stod meget lavt og forsvarede med mange mand bag bolden, men vi spillede for ivrigt, og fik ikke skabt de relationer, vi gerne ville. Defensivt var det for ukoncentreret, og så scorede de et mål og havde også chancer til flere.
-Det blev bedre i anden halvleg. Vi fik hurtigt scoret, og det løsnede det lidt op. Der fik vi sat de angreb op, vi gerne ville, og der var egentlig også mange fine, individuelle præstationer. Men det tog lidt for lang tid for os at komme op i et ordentligt gear, lyder det fra cheftræner Lars Friis.
Næste og sidste test før forårspremieren spilles på lørdag, hvor Hobro kommer på besøg.