Friis før forårspremieren: Forventer et aggressivt VFF-hold
Viborg FF åbner foråret i 1. division hjemme på Energi Viborg Arena fredag aften, hvor FC Fredericia kommer på besøg. Det bliver dermed også Lars Friis’ første officielle kamp i spidsen for VFF:
-Jeg er sindssygt spændt og glæder mig til at komme i gang, men jeg er også ret rolig omkring det hele. Spillerne og staben er et godt sted, og så ved jeg godt, at det altid er lidt spændende op til en premiere. Der er altid nogle spørgsmålstegn – både for os selv og for modstanderen – når der har været en lang kamppause, men vi glæder os.
Cheftræneren håber på at se et hjemmehold, der sætter sig på kampen fra start:
-Vi skal ud med et aggressivt udtryk som holdet også havde i efteråret, og jeg forventer, at vores spillere vil slås for enhver kvadratmeter inde på Energi Viborg Arena. Vi skal forsøge at tage styringen på kampen fra start både med og uden bold, og så er vi også klar over, at banen kan få indflydelse på nogle situationer, og det skal vi være parate på, siger Friis og fortsætter om fredagens modstander:
-Det er et godt spillende hold, der har en god offensiv struktur. De vil gerne spille og har mange dygtige individualister, og har også fået tilført nogle spillere, vi selvfølgelig har respekt for. Der er også nogle spørgsmålstegn hos dem, men vi ved, at uanset hvem der spiller, så kommer der et hold, der er garant for god fodbold.
Kampstart mod FC Fredericia er fredag kl. 19, og opgøret spilles desværre helt uden tilskuere, men kan ses direkte på TV3 Sport.