Friis før HBK: Vi skal bringe masser af intensitet
Viborg FF tager hul på slutspillet søndag eftermiddag, hvor Lars Friis’ tropper møder HB Køge på udebane. Det bliver den første af 10 afgørende kampe, hvor holdene i top-6 spiller om de to oprykningspladser, og cheftræneren glæder sig til, at det går løs:
-Vores tilgang til det er, at vi skal ud at angribe, og det starter i morgen i Køge. Det bliver et spændende slutspil, hvor de bedste hold mødes, så vi ved, at der venter en svær kamp hver uge. Det glæder vi os til, og det gør også, at vi skal være skarpe hver eneste dag.
-HB Køge er et rigtig stærkt kollektiv, hvor alle arbejder stenhårdt for holdet. Auri har forsøgt lidt forskelligt i denne sæson, hvor de har spillet nogle forskellige formationer, og gjort tingene på lidt forskellige måder, så det er et hold, der kan gøre det forskelligt fra kamp til kamp, og det skal vi være forberedte på. Det er et meget solidt hold, hvor holdet er den største profil, men de har også nogle offensive individualister, der kan gøre ondt på alle, siger Friis og fortsætter om sin tilgang til kampen:
-Vi skal være dygtige på bolden, og så skal vi bringe sindssygt meget intensitet i kampen. Vi vil gerne skabe noget kaos for HB Køge med måden vi både forsvarer, angriber og presser på. Vi skal gøre de ting, der bragt os langt i denne sæson, så vi skal fortsætte på samme vej, lyder det fra cheftræneren.
Viborg FF og HB Køge mødes på Capelli Sport Stadion i Køge søndag kl. 13, og opgøret kan ses direkte på TV3 Sport.