Friis før EfB: Små marginaler bliver afgørende
Viborg FF tager imod Esbjerg hjemme på Energi Viborg Arena fredag aften i et opgør i toppen af 1. division, og cheftræner Lars Friis tror og forventer en tæt kamp, hvor de små marginaler kan blive afgørende for udfaldet:
-Jeg tror, det bliver en fysisk kamp og en tæt kamp, hvor de små detaljer og marginaler kommer til at afgøre resultatet. Så vi skal sørge for at være fokuserede og fjerne alle tilfældigheder, og gøre alt, hvad vi kan for at være bedst muligt forberedt på enhver situation og enhver duel. Det har vi været gode til hidtil i sæsonen, og det skal vi fortsætte med.
-Esbjerg har de seneste kampe været på en opadgående kurve, og er et hold med dygtige individualister og nogle store, stærke gutter. De er dygtige på indlæg og standardsituationer, så det er selvfølgelig noget, vi skal være dygtige til at løse.
-Vi skal jagte tre point, ligesom vi altid gør. Det har været vores tilgang til alle kampe i sæsonen, så vi kommer til at angribe kampen fra første fløjt, lyder det fra cheftræneren.
Kampstart på Energi Viborg Arena er fredag kl. 18, og du kan se med på Viaplay Sport.

















