Friis før SIF: Vi skal være modige
Viborg FF tørner sammen med Silkeborg fredag aften i topkampen mellem rækkens nummer ét og to. Cheftræner Lars Friis forventer en svær opgave, og vil se sit hold være modige i jagten på de tre point:
-Vi skal være modige, og vi skal vise, at vi kommer for at vinde kampen. Vores tilgang og attitude til kampen er den samme som altid, og det handler om at være offensive og modige i måden, vi gør tingene på både defensivt og offensivt.
-Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave. Det er de to mest formstærke hold, der mødes, og vi ved, at Silkeborg har deres egen måde at gøre tingene på, og det er de vildt gode til. Kent Nielsen er en af de trænere, man som træner kigger efter. Da han var i AaB, spillede de det bedste fodbold længe set, og det har han taget med sig videre. Så vi kommer til at møde et hold, der insisterer på at spille, og vi er klar over, at det bliver en hård opgave, der venter os, men vi tager afsted for at få tre point.
-Vi er klar over, hvordan de spiller, men vi vil også gerne have bolden, og skal forsøge at have den ligeså meget som vi plejer, så vi skaber de bedste forudsætninger for at kontrollere kampen. Jeg tror, at det hold, der lykkes med at være mest fokuseret og får fjernet alle de små fejl, de løber også med tre point. Det skal vi gøre alt for, lyder det fra cheftræneren.
Kampstart mod Silkeborg er fredag kl. 19, og du kan se kampen direkte på TV3 Sport.