Friis før sidste kamp: Vi skal tage styringen
Viborg FF spiller sæsonens sidste kamp, når HB Køge gæster Energi Viborg Arena onsdag aften. Selvom oprykningen er kommet i hus, så vil cheftræneren fortsat se et VFF-hold, der tager styringen på opgøret og jagter endnu en sejr til fansene:
-Det er en vigtig kamp, fordi vi gerne vil slutte godt af, og fordi vi skal have en kultur, hvor vi stadig kan præstere, selvom vi er ved at være tømt for energi. Det kan lyde lidt voldsomt, når jeg som træner bare vil forlange, at vi leverer endnu en stor præstation, for drengene har gjort det fantastisk i hele sæsonen. Men vi vil have en sejr i morgen - ikke mindst for at betale tilbage til fansene og byen.
-Vi ved, at vi møder et godt organiseret hold. Sådan er det, når man møder Auris hold, og så ved vi, at de har nogle hurtige spillere i offensiven, og det gjorde ondt på os sidste gang, hvor de scorede på en omstilling efter få minutter. Så den del skal vi være opmærksomme på, og så skal vi være skarpe som vi har været i de seneste kampe.
-Vi skal have en bedre start på kampen end vi har fået i de seneste tre kampe, så vi kan tage styringen fra begyndelsen. Det er vigtigt, at vi tager fat om kampen og dikterer spillet, så det er os, der kan åbne den fest, vi forhåbentlig kan skabe i morgen, lyder det fra cheftræneren.
Kampstart på Energi Viborg Arena er onsdag kl. 19, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport.